Fortsæt til indhold
Kultur

Karsten Ohrt betragtede sig som kunstens hjælper

Nekrolog: Kunsthistoriker, tidligere direktør og formand Karsten Ohrt er gået bort, 70 år gammel.

Karsten Ohrt, en af de helt store skikkelser i den danske kunstverden, er gået bort efter længere tids sygdom. Han blev 70 år.

I løbet af sin over 40 år lange karriere bestred han en lang række bestyrelses- og topposter. Han er derfor blevet beskrevet som en af de mest, hvis ikke magtfulde, så indflydelsesrige, personer i det danske kulturliv.

Selv var han ikke glad for ordet magtfuld. Hans CV beviser ikke desto mindre, at han var en central person i kulturlivet i årtier.

»Jeg betragter mig virkelig snarere – det vil sige fondet – som en kunstens hjælper. Magtfuld er sådan et kedeligt ord«, sagde han selv til Politiken i forbindelse med sit formandskab i Ny Carlsbergfondet.

Lægesønnen fra Holstebro læste kunsthistorie ved Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Courtauld Institute of Art i London. Han indledte karrieren i 1979, hvor han blev museumsinspektør på Nordjyllands Kunstmuseum, og I 1988 blev han ansat som direktør for Brandts Klædefabrik i Odense, som han var med til at gøre til en succesfuld kunsthal. Her udstillede han blandt andet Dronning Margrethes kunst.

I 1993 blev han også bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet, en post han skulle komme til at bestride i mange år efterfølgende.

Karsten Ohrt blev for alvor et stort navn indenfor dansk kunst og danske museer, da han i 2007 blev hentet til Statens Museum for Kunst som den nye direktør.

I sin tid ved museet var han især med til at modernisere det, ikke mindst med det nye navn SMK og store internationale succesudstillinger.

Kunsten som drivkraft

Efter 7 år på SMK blev Kasten Ohrt direktør i Ny Carlsbergfondet, der hvert år deler et trecifret millionbeløb ud til det danske kulturliv. Især var han optaget af at støtte dansk nutidskunst og dets skabere.

»Drivkraften har altid været kunsten. Han tror grundlæggende på, at kunsten er vigtig. Og at den bør nå så mange mennesker som muligt,« sagde hans studiekammerat Stig Miss, daværende direktør på Thorvaldsens Museum, til Politiken i forbindelse med Karsten Ohrts 60-års fødselsdag.

I løbet af sin karriere har han som nævnt beklædt en lang række bestyrelses-, og ledelsesposter bl.a. i Center for Dansk Billedkunst, Kulturværdiudvalget, teatergruppen Hotel Pro Forma, Frederiksborgmuseet, Politiken-Fonden, JP/Politikens Hus, Odense Teater, Folketingets Kunstudvalg, Skagens Museum, Den Hirschsprungske Samling og Hofteatret.

Det på trods af at han ifølge et interview med Børsen aldrig har taget et kursus eller læst en bog om ledelse.

Musikalsk privatliv

I sit privatliv udtrykte han sig kunstnerisk som både komponist og sangskriver og var desuden redaktør og forfatter til udstillingskataloger, bøger og artikler om kunst.

Karsten Ohrt har modtaget N.L. Høyen Medaljen, den højeste udmærkelse, som kan tildeles en kunstnerisk formidler, samt Ole Haslunds Legat og Officier dans l’Ordre de Mérite, Luxembourg.

I 2019 meddelte Ny Carlsbergfondet, at Karsten Ohrt trak sig fra stillingen med øjeblikkelig varsel »efter længere tids alvorlig sygdom«, selvom han fortsatte i nogle af sine andre hverv, blandt andet som næstformand for Politiken-Fonden og bestyrelsesmedlem i Det Danske Filminstitut.

Han efterlader sig hustruen, arkitekt Jane Havshøj, samt en voksen datter, Eva Havshøj Ohrt, og to børnebørn. En anden datter, Christine Havshøj Ohrt, gik bort i 2015.