Fortsæt til indhold
Kultur

Kig godt på billederne til denne historie. De er skabt af kunstig intelligens

En ny form for billedgeneratorer på din computer kan på godt og vel et minut omdanne et ord eller en sætning til billeder i forskellige kunstneriske stilarter. Eksperter frygter dog ikke, at teknologien helt vil overtage kunstnernes arbejde. Den vil i stedet omforme den måde, vi er kreative på.

I kunstneren Andreas Refsgaards øjne er der god grund til at interessere sig for, hvad man kan skabe med hjælp fra den digitale verden. For algoritmer og kunstig intelligens er i højere og højere grad alle steder i vores liv. Som i billederne til denne tekst.

Kig godt på dem – de er skabt af kunstig intelligens. Eller rettere med en form for billedgenerator, der har omdannet ordene »engine for imagination« til billeder i forskellige stilarter på godt og vel et minut. Den ene af generatorerne hedder MidJourney, den anden – meget sigende – Dall-E2 efter den spanske surrealist Salvador Dalí og Disney-robotten Wall-E.

Teknologien har eksisteret et stykke tid. Det nye er, at den er blevet så god. Og at alle med en computer har adgang til den.