Anmeldelse: Dansk, tysk og britisk krimi byder på både gru og gys, men paradoksalt nok også på invitation til hygge
Seriekrimier er som perler på en snor. De enkelte krimihistorier om forbrydelser og opklaring er perlerne, snoren er den fortsatte historie om persongalleriets private relationer. Få gratis lytteprøve i anmeldelsen.
At en krimi med al dens blodige dysterhed kan være hyggelig underholdning, forekommer at være en selvmodsigelse.
Ikke desto mindre finder mange læsere – og tv-, film- og lydnydere – glæde ved at lade sig opsluge af genrens dramatiske begivenheder og efterforskningens kringlede veje. Vi pakker en krimi i strandtasken. Vi sætter os behageligt i sofahjørnet med en krimi i bogform eller på skærmen. Vi fordriver lange transporttider eller gå- og løbeture med krimier i ørerne.
Det er som oftest seriekrimier, der giver forventning om hygge. Her genkender vi personer og miljø. Vi ved, hvad vi kan forvente. Kender man forfatterens krimier i forvejen og sætter pris på dem, er den tryghed, der er fundamentet for hyggen, nærmest garanteret på forhånd, uanset hvor skrækkelige ting der måtte ske i det fiktive univers.
Seriekrimier er som perler på en snor. Den enkelte krimi præsenterer et mysterium, der skal opklares, mens serien som helhed – snoren – gerne fortæller en fortsat historie om det gennemgående persongalleris vekslende private relationer. Det er ikke mindst ”snoren”, der inviterer til hyggen.
Efterlønneren som efterforsker
Det er nu tredje gang, Anna Grue præsenterer den 65-årige efterlønner og tidligere lægesekretær Anne-Maj Mortensen fra Nykøbing Sjælland som selvbestaltet detektiv.
Denne gang går det tæt på for fru Mortensen. Hun alarmeres ved en besked fra sin første mand om, at han er i gang med at begå selvmord i sit nye hus i Nykøbing.