Museumsdirektør på FLUGT Museum: »Nogle gange skal man stikke hånden i en hvepserede, hvis man tror, det gør en forskel«
Flugt Museum i Oksbøl skal fortælle flygtninges personlige historier og invitere til debat om verdens millioner af flygtninge. Torsdag modtog museet, der åbner i juni, næsten 1 mio. kr. af Jyllands-Postens Fond.
Oksbøl mellem Varde og Blåvand har ifølge Wikipedia 2.818 indbyggere. Men sådan var det ikke i 1945. Da var byen Danmarks femtestørste med 36.000 indbyggere, endda flere end nærliggende Esbjerg. Men de 35.000 boede bag pigtråd i Danmarkshistoriens største flygtningelejr. De var en del af den tyske flygtningestrøm på 250.000, som kom til Danmark i vinteren og foråret 1945 på flugt fra de sovjetrussiske fremrykninger i Nazityskland i Anden Verdenskrigs sidste dage.