Blachman glad for ny "X Factor"-dommer: »Hende behøver jeg ikke opdrage på«
Thomas Blachman insisterer på programmets alvor og musikalske kvalitet, og netop derfor er han positivt overrasket over programmets nye dommer.
Når den nye sæson af ”X Factor” ruller over skærmene i bedste sendetid, vil det være med et nyt ansigt ved dommerbordet. Den 36-årige sanger og sangskriver Kwamie Liv overtager Oh Lands post i TV 2’s populære underholdningsprogram, der har premiere i begyndelsen af 2022.
Det glæder den garvede dommer Thomas Blachman.
»Kwamie Liv er en meget seriøs musiker, der vil bidrage med noget fagligt. Det er afgørende for programmet, at det også rimer på noget musikalsk,« siger han.
Det er hverken programmet, dommerne eller nogen andre, der skaber de store stjerner.
Han har atter sagt ja til at berige danskerne med »den dannelse, de ikke længere får i skolen«.
»Det handler om at bevidstgøre seerne. Skolen har ikke givet dem den læring om musik, de skulle have haft. Der er kun ”X Factor” tilbage med mig som lærer,« siger han.
Denne sæsons vært, Sofie Linde, er også til stede på pressemødet, hvor hun har fået til opgave at præsentere dommerholdet, der har været hemmelig for offentligheden indtil nu.
”X Factor”’s grand old man, som Blachman kaldes af Sofie Linde, er mødt op i sit sædvanlige solbrille-look. Dernæst følger dj’en Martin Jensen, som gør Blachman selskab i sin anden sæson af ”X Factor”. Slutteligt kommer altså Kwamie Liv, der skal give de to garvede dommere kamp til stregen.
Sagde stop i sæson tre
Mange vil huske det dommerhold, der skød ”X Factor”-rejsen i gang i Danmark i 2008. Det bestod af Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman. Mange dommere har været inde og ude af programmet, og Thomas Blachman står tilbage som den eneste, der har været med hele vejen igennem, på nær en enkelt sæson, hvor han sagde stop.
»Når vi rammer liveshow, bliver det svært at samarbejde med de andre dommere,« siger Thomas Blachman.
Det var gnidninger ved dommerbordet, der var udslagsgivende for Thomas Blachmans beslutning om at forlade programmet efter sæson to.
»Vi lavede jo en helt sindssyg begyndelse. Så kom sæson to, og derefter forlod jeg programmet, fordi Remee og jeg gik lidt galt af hinanden. Det har været noget af det hårdeste, jeg har oplevet i arbejdet med ”X Factor”. Helt klart,« siger han.
Uden mig ville det lukke ned. Det er ligesom at skifte buschaufføren ud med en spritbilist. Det kan man ikke.
Han kom tilbage i sæson fire for at overtage roret, og siden har han måtte dele dommerbordet med en række forskellige musikere.
»Jo dygtigere de er, jo nemmere bliver mit arbejde. Så er der ikke så meget opdragelse. Men mine meddommere er ikke det, der gør, om jeg kan sove om natten. De kan hyre, hvem de vil,« siger Thomas Blachman.
Han regner altså ikke med, at der skal megen opdragelse til i samarbejdet med Kwamie Liv.
»Jeg tror, at hun kommer til at give mig en masse indsigt i nye ting. Hun har en personlighed, der vil kunne hamle op med Martins forvirrede, mere eller mindre ukultiverede sind.«
Store stjerner søger ikke til ”X Factor”
Ifølge Martin Jensen arbejder de to mandlige dommere rigtig godt sammen. Modsætninger mødes, siger han.
»Tv er tv. Det skal man huske. Men jeg tror sgu stadig, Blachman tænker, at jeg er ukultiveret. Det er også fair nok. Det er den gamle skole,« siger Martin Jensen.
Han var ikke overrasket over at blive tilbudt dommerstolen igen og er glad for at kunne tage imod en masse håbefulde danskere til audition i Aarhus mandag.
»Jeg håber, at jeg kan give nogen det lykkepust, der gør, at de kan komme ud og flyve på vingerne,« siger Martin Jensen.
Tror du på, at ”X Factor” skaber store stjerner?
»Det er hverken programmet, dommerne eller nogen andre, der skaber de store stjerner. Det er personen selv. Man skal have ”det” i sig.«
Tror du de personer, der har ”det” i sig, søger mod ”X Factor”?
»Nej,« lyder det fra en forsigtigt smilende Martin Jensen efter en tænkepause.
Ingen ”X Factor” uden Blachman
Hvis Thomas Blachman skal pege på en enkelt ting, der gør, at han fortsætter med at lave ”X Factor” år efter år, er det hverken for pengenes eller deltagernes skyld.
»Det er et format, der har taget imod mig, som jeg er. Jeg kan være mig selv 100 pct., og det ville nok ikke fungere ret mange andre steder. Jeg insisterer på, at det er alvor. På den måde er jeg også lidt i opposition til formatet selv, som er et underholdningsformat,« siger han.
Alligevel har Thomas Blachman gjort sig sine overvejelser om at sige nej til programmet.
»Det har jeg, når de mere ”irriterende sider” dukker op. Eksponeringen i den useriøse del af pressen for eksempel. Aldrig nogensinde har jeg overvejet at sige nej til musikdelen af programmet,« siger han.
Han skal ikke bruge lang tid på at tænke over, hvordan ”X Factor” ville se ud uden ham ved dommerbordet.
»Jeg tror, at det ville køre en sæson, og så ville det lukke ned. Det tror jeg sgu. Det er ligesom at skifte buschaufføren ud med en spritbilist. Det kan man ikke,« siger Thomas Blachman.