Her er alle vinderne fra "Årets Pressefoto" 2020
Fredag blev vinderne af Årets Pressefoto 2020 fundet, da priserne blev uddelt i Den Sorte Diamant i København.
Fredag blev vinderne af Årets Pressefoto fundet, da priserne blev uddelt i Den Sorte Diamant i København.
”Årets pressefoto” blev et billede fra de voldsomme demonstrationer mod Aleksandr Lukasjenko i Belarus, som Berlingskes Asger Ladefoged har taget.
Juryen siger om billedet:
»Det er et af årets mest overraskende billeder, for her er en konflikt, vi har ignoreret længe. Derfor er det et vigtigt billede, men også fordi der er meget på spil. Det er et land i Europa, hvor folk går på gaden og demonstrerer, selv om de får tæsk. Selve billedet er på en måde hurtigt aflæst og fortæller om en klassisk konflikt mellem mennesker og en overmagt. Men når man kigger nærmere på det, er der mange lag, og som beskuer kan man gå mange veje. Noget af det stærkeste er den tydelige kontrast mellem de kampklædte betjente i baggrunden og pigerne, der ser bange og utrygge ud, som de står der med det gamle nationalflag om sig, som er forbudt af Aleksandr Lukasjenkos regering. Pigerne udstråler en uvished om, hvad der nu skal ske, og når man ser frygten i den enes øjne, forstår man den større alvor bag situationen bare ved at kigge på billedet«.
Ifølge Jyllands-Postens fotochef Brian Karmark symboliserer billedet »folkets kamp mod Europas sidste diktatur«.
»En umulig kamp mod en vanvittig præsident. Det er et stærkt billede, og man fornemmer, hvad de her mennesker er oppe imod,« siger Brian Karmark om vinderbilledet.
Asger Ladefoged vandt desuden prisen ”Årets Portræt, Serie” for serien ”Tæsket af styret” med billeder af unge hviderussere, der fik tæsk efter at være blevet anholdt for at protestere mod Lukasjenko.
Den helt store vinder blev Mads Nissen fra Politiken, der tog prisen i kategorierne Årets Pressefotograf, Årets Reportage, Danmark, Årets Reportage, Udland, Årets Åben Klasse og 2. prisen i Årets Nyhedsbillede. Mange af billederne kredser om coronapandemien i ind- og udland. Det er fjerde gang siden 2009, at Mads Nissen har fået titlen som årets pressefotograf.
Juryen siger om Mads Nissen:
»Der ligger en subtil genkendelighed i, at fotografen kan noget med form og har et meget raffineret fotografisk sprog. Man aflæser let historierne uden at læse teksterne, og man kommer til at tro på fotografiet igen, når man ser, hvordan de her billeder virkelig løfter fortællingen«.
»Han rydder bordet. Det er bemærkelsesværdigt,« siger Brian Karmark om Politiken-fotografen, der også løb med den prestigefulde pris World Press Photo of the Year tidligere på året.
»Han har en evne til at komme ind bag facaden de steder, hvor de gode historier er. Og så har han et billedsyn, der er meget formstærkt. Han kan se billeder. Han kan se lyset og kompositionerne. Og noget vigtigt ved Mads er, at man tit kan mærke følelserne i hans billeder. Hans billeder rører ved mennesker.«
”Årets Sportsbillede” gik for andet år i træk til en af Jyllands-Postens fotografer. I år blev det journaliststuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og fotopraktikant hos Jyllands-Posten Søren Vendelbo, der modtog prisen for sit billede fra IF Lyseng i det sydlige Aarhus.
Juryen siger om billedet:
»Vinderbilledet er godt, klassisk og tidløst fotografi. Her er lige præcis ’øjeblikket’ – en hundrededel af et sekund framet, fanget og virkelig godt komponeret.«
Jyllands-Postens fotochef mener, at billedet rummer »en utrolig mængde detaljer«.
»Jyllands-Posten har faktisk taget den pris flere gange. Stine Bidstrup tog den jo sidste år. Det er til trods for, at vi ikke har en udpræget sports-tradition. Men vi formår alligevel at lave nogle sportsbilleder, som sætter tingene lidt i relief og på den måde måske også rummer mere end det hurtige sportsbillede. Det her billede har mange elementer, man kan gå på opdagelse i, og så er der detaljen med ham, der er ved at springe ned i forgrunden, som ligesom svæver og gør billedet lidt surrealistisk på en eller anden måde. Det er et billede, som fryser øjeblikket, men samtidig har utrolig mange detaljer at gå på opdagelse i,« siger Jyllands-Postens fotochef Brian Karmark.
Politikens fotograf Jacob Ehrbahn vandt prisen for ”Årets Nyhedsbillede, Udland” for en serie af billeder fra den nedbrændte flygtningelejr Moria i Grækenland i september 2020. Jacob Ehrbahn tog flere billeder af mennesker på flugt fra flammerne - tusindvis af mennesker, som efter først at være flygtet fra krig og konflikt i deres hjemlande nu igen måtte tage deres få ejendele og flygte.
Juryen siger om billederne:
»Vinderserien består af virkelig heftige billeder, men hvert billede har en enorm stramhed. Hvert enkelt fotografi kan noget for sig selv, men som serie kan de noget helt særligt, og man bliver stærkt berørt. Det er overlegent fortalt, godt redigeret, og fotografen er ikke faldet for klichéer. Det er en forfærdelig historie, som desværre kan skrives om og om igen. Fotografen har tydeligvis investeret lang tid på historien og er meget til stede. Billederne er aldrig udstillede, men lader personerne fremstå værdige. Det er trist, og det gør ondt at se på, men der er så meget styrke og værdighed også, at man alligevel har et lille håb«.
Jacob Ehrbahn vandt desuden prisen for ”Årets Long Term Project” for sine billeder ”Drømmen om Europa”, der går helt tæt på de flygtninge, som forsøger at nå Europa ved at sejle over åbent vand i små både og kravle under pigtrådshegn.
Juryen siger om projektet:
»Denne historie skal fortælles igen og igen, og derfor er disse billeder et vigtigt dokument, når vi skal vise eftertiden, hvordan der var i verden i det her år. Hver eneste situation er stærk i sig selv, men det er denne vedholdenhed, stædighed og insisteren på, at vi skal se, som gør det til et stærkt fotografisk værk. Det er stærke billeder, og historierne er varierede, så vi er med på mange forskellige steder af flygtningenes rejse«.
I kategorien Årets Nyhedsbillede, Danmark, vandt freelancefotograf Nikolaj Linares for billedet ”Black Lives Matter”, som han tog under den store demonstration i København mod drabet på George Floyd i USA.
Juryen siger om billedet:
»Den enkle, stærke komposition understreger, at billedet indeholder et håb om forandring og reformer, og på den måde peger det fremad. Dommerne blev meget berørt af billedet og den fremtid, de synes, det repræsenterer.«
Kategorien ”Årets Portræt, Enkeltbillede”, blev vundet af Rasmus Flindt Pedersen. Billedet er af den 49-årige Mawjuma Johansen, hvis søn Philip blev dræbt af to brødre i Nordskoven nord for Rønne.
Juryen siger om billedet:
»Dette fotografi samler i ét udtryk, hvordan én persons traume blev lig med et helt lands problem med racisme. Drabet i Nordskoven endte med at blive symbolet på mere end et tragisk drab mellem venner, fordi Black Lives Matter-bevægelsen og New York Times tog det op, og historien blev en del af den større fortælling om den vestlige verdens opgør med racisme. (...) I øjnene, der kigger lige igennem dig, er der en styrke og en råhed, men også en dobbelthed, fordi der også er savn«.
I kategorien ”Årets Danske Hverdagsbillede” vandt fotojournaliststuderende Emilie Lærke Henriksen for et billede af anbragte børn.
Juryen siger om billedet:
»Det første, man lægger mærke til i billedet, er nærheden og lyset, og så falder man for børnene. De danner en cirkel om drengen i midten, og når man kigger efter, så tager den anden dreng virkelig fat i ham, og man kan se, han griber i hans hud. Normalt skal de som teenagere være de ”seje” drenge, men her er de helt opløst i latter. (...) Det er en vedholdende reportagefotograf, der har fået lov til at komme helt derind og være til stede, for det er ikke et billede, man får de første fem minutter, man er der.«
Der blev, ud over fotopriserne, også uddelt priser i kategorierne ”Årets Korte Indslag, tv/web” og ”Årets Lange Indslag tv/web”. Her vandt henholdsvis Andreas Merrald for indslaget ”Lille spejl” om digitale skønhedsfiltre og Emilie Lærke Henriksen & Marius Renner Christensen for dokumentaren ”Jeg er bange for at dø” om psykisk sårbarhed under covid-19-pandemien.
Jyllands-Postens Casper Dalhoff vandt 2. prisen i kategorien årets lange indslag for sin historie om Kurt, der blev ramt af coronavirus og måtte i respirator. En fortælling, der kan ses herunder:
Årets Visuelle Indslag blev også uddelt. Det gik til freelanceren Jonas Skovbjerg Fogh for et indslag om folkedrabet i Rwanda.
I alt 52 pressefotografer havde valgt at sende deres bidrag ind i kategorien ”årets pressefotograf”, mens kategorien ”portræt” fik hele 273 billeder tilsendt.
”Årets Pressefoto” har været holdt siden 1974. Målet er ifølge Pressefotografforbundet at ”udbrede kendskabet til fagets højeetiske standarder og værne om dansk fotojournalistiks troværdighed”.
Udstillingen med ”Årets Pressefoto” kan ses i Naturama i Svendborg fra den 8. maj-5 juni.