Kulturlivet skriger efter en bedre leder: »Jeg føler mig ikke repræsenteret af Joy Mogensen«

Kulturens brancheorganisationer retter skarp kritik af kulturministerens håndtering af coronakrisen. Joy Mogensen (S) henviser til andre ministerier.

Artiklens øverste billede
Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen (S) er savnet som leder for kultursektoren i coronakrisen. Hun mener, at kulturbranchen skal kigge til andre ministerier efter hjælp, og siger, at det kun er få ministre, der udtaler sig, for at regeringen taler med én stemme. Foto: Stine Bidstrup

Rundtomkring på de sociale medier begyndte der onsdag at dukke kritiske opslag op. Allesammen afsendt af stemmer fra den danske kulturscene og allesammen med samme budskab: I en tid, hvor covid-19 truer med at slå bunden ud af kulturlivet, føler dem, der normalt får hjulene til at dreje rundt i det kreative Danmark, sig svigtet af kulturministeren.

En af dem er Benjamin Boe Rasmussen, der er formand for Dansk Skuespillerforbund. Han er både skuffet, ked af det og frustreret over måden, ministeren har håndteret krisen på indtil videre.

»Først og fremmest har ingen af de pakker, der er blevet præsenteret indtil i går, hjulpet os overhovedet. De har simpelthen bare ikke passet til vores medarbejdere,« siger han og fortsætter:

»Derudover blev vi af ministeriet bedt om at komme med en masse tal på, hvordan det står til i vores branche. Men da vi præsenterede dem for kulturministeren i tirsdags, fik vi at vide, at vi skulle vise samfundssind, og at vi ikke bare kunne komme og kræve penge. Desuden mente hun ikke, at hun kunne gøre mere, og vi skulle i øvrigt henvende os til de relevante myndigheder og organisationer. Det var enormt frustrerende.«

I sådan en situation her bliver vi enormt bange for, hvad der kommer til at ske med os, når vores eget ministerium ikke engang ved, hvordan vi er ansat.

Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører

Samme følelse har Christina Rosendahl, der er formand for Danske Filminstruktører.

»Jeg føler mig ikke repræsenteret af Joy Mogensen, og det er kommet rigtig meget bag på os, at hun tilsyneladende slet ikke kender til vores ansættelsesvilkår og ikke ved, hvordan branchen er organiseret. Ministeren har bl.a. udtalt, at filmbranchen er organiseret i nogle store filmselskaber – og det er den jo ikke,« siger hun og tilføjer:

»Det er ret skræmmende. Og det er klart, at i sådan en situation her bliver vi enormt bange for, hvad der kommer til at ske med os, når vores eget ministerium ikke engang ved, hvordan vi er ansat.«

Savner retning og mod

Christina Rosendahl har især savnet noget mere retning fra ministerens side og noget, der har kunnet berolige en branche i oprør.

»Vi har manglet, at hun har sagt: ”Vi hører, hvad I siger, vi tager det hele med videre, og vi kommer til at gøre det, der er brug for.” I virkeligheden bare det samme, som de andre ministerier har gjort,« forklarer hun.

Det samme peger Benjamin Boe Rasmussen på. Han mener ikke, at Joy Mogensen har levet op til sit ansvar som leder i en tid, hvor der virkelig er behov for at være synlig.

»Man har et ansvar som den voksne til at skabe ro og indgyde mod. Indtil videre har hun sagt, at vi skal vise samfundssind, og at der er mange, der har det værre end os. Dét synes jeg ikke er at indgyde mod og tage ansvar.«

I Dansk Artist Forbund mener man, at det har været en læringsproces for både Kulturministeriet og for brancheorganisationerne. Dog kunne man også her godt have tænkt sig mere hjælp og flere informationer fra ministeriet.

»Vi har kun haft det ene Skype-møde i tirsdags, og det var selvfølgelig svært at være Joy Mogensen, som jo egentlig har en rigtig fin ideologisk tilgang til det hele. Men vi søgte noget mere. Vi følte os afvist, og vi følte, at vi selv måtte tage hånd om det hele eller gå til de andre ministerier med vores tanker og ideér,« siger formand Lena Brostrøm Dideriksen.

Derudover er forfatteren og radioværten Hassan Preisler en af dem, der sender kritiske røster afsted mod Kulturministeriet.

»LUK LORTET! Siden det står så krystalklart frem, at både Kulturministeriet og Kulturstyrelsen i denne tid betragter sig selv og deres udvalg, råd og nævn som komplet overflødige, så tilslutter jeg mig idéen om at nedlægge organisationen og placere administrationen under et økonomisk ministerium,« skriver han bl.a. i et Facebook-opslag.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Kulturminister Joy Mogensen (S) mener på trods af den massive kritik, at hun gør, hvad hun kan. Men hun understreger, at kriserne brænder overalt og står i kø for at blive slukket.

»Det, som for en måned siden ville have været den største krise i en hel måned, har jeg nu flere af om dagen,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun forstår, hvorfor flere brancheorganisationer ikke mener, hun har været synlig nok, svarer hun, at det handler om, hvorvidt man ser sig selv som en del af samfundet.

»Hvis man kun ser sig selv som en del af kultursektoren og ikke en del af samfundet Danmark, så kan jeg godt forstå det, men så har man misforstået kulturens rolle i Danmark. Når erhvervsministeren står og siger, at mange små virksomheder er med til at skabe væksten i Danmark, så er det også kultursektoren, han taler om,« siger hun.

Hun mener, at de personer og institutioner, som mangler en kulturel lederstemme i krisen, skal kigge andre steder hen for at finde svar.

»Mange har efterlyst en kulturhjælpepakke. Men det er ikke måden, jeg eller regeringen har valgt at arbejde på. Uanset om du maler på et lærred eller en væg, så skal du kompenseres lige af samfundet. Derfor arbejder vi på tværs af regeringen for at lave nogle generelle hjælpepakker,« forklarer hun.

Til kritikken om, at hun ikke ved, hvordan branchen er organiseret, svarer hun, at det ikke noget, der er oppe at vende til daglig i ministeriet, hvor det mest handler om støtte til konkrete kunstprojekter.

Ny hjælpepakke

Hun fremhæver derimod hjælpepakken, som regeringen præsenterede torsdag middag, som den løsning, kulturlivet har råbt på.

»Pakken retter sig mod en stor del af kulturlivet. Alle de selvstændige, freelancere og enmandsvirksomheder, dem er der rakt en gavmild hånd ud til i den seneste hjælpepakke,« siger ministeren og tilføjer, at hun holder øje med, om nogen skulle være overset.

Både Christina Rosendahl, Benjamin Boe Rasmussen og Lena Brostrøm Dideriksen er dog også optimistiske over for den nye hjælpepakke.

Men Benjamin Boe Rasmussen har en opfordring til Joy Mogensen:

»Jeg synes, at ministeren fra nu af skal være så modig, at hun tør sige: ”Kulturen er mit område, og det er det vigtigste område.” For det er svært at have en kulturminister, der har den retorik, at der er ting, der vigtigere end kultur. Så synes jeg ikke, man skal være kulturminister.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.