Fortsæt til indhold
Kultur

Eksperter kritiserer proces bag fravalg af Radio24syv: »Det er bare en dum måde«

Valget af radiokanalen Loud frem for Radio24syv til en ny dab-kanal er foregået ved et udbud, som flere eksperter påpeger problemer og svagheder ved.

Tirsdag vandt radiokanalen Loud sendetilladelsen til en ny landsdækkende dab-kanal foran konkurrenterne fra bl.a. Radio24syv, der som konsekvens må dreje nøglen om.

Sagen får nu en række juraeksperter til at kritisere og stille spørgsmål ved den måde, som udbuddet er forløbet, efter de har gransket udbudsmaterialet og Radio- og tv-nævnets redegørelse for, hvorfor valget faldt på Loud.

Carina Risvig Hamer, der er lektor i udbudsret ved Syddansk Universitet, peger på, at der ifølge hende er flere problematiske forhold ved processen, som hun mener kan danne grundlag for, at udbuddet kan gå om.

Man kan jo ikke tildele en kontrakt på baggrund af noget, man er i tvivl om.
Carina Risvig Hamer, lektor i udbudsret ved Syddansk Universitet

»Det er min vurdering, at man ikke får evalueret fornuftigt pga. den måde, man har givet point på, og at der er nogle ting, der er uklare i udbudsmaterialet,« siger hun.

F.eks. skriver Radio og tv-nævnet i rapporten, at nævnet bl.a. er usikkert på, hvorvidt en række konkrete personer er tiltænkt en rolle på Loud, og at nævnet dermed er i tvivl om, hvorvidt kanalen kan opfylde mindstekravet til udbuddet.

»Hvis man er i tvivl, så burde man jo undersøge det. Man kan jo ikke tildele en kontrakt på baggrund af noget, man er i tvivl om,« siger Carina Risvig Hamer.

Forskel i point

Også uddelingen af point for de forskellige kanalers økonomi sætter hun spørgsmålstegn ved. Her har Loud fået syv af otte point for et budget på 260,8 mio. kr., mens Radio24syv har fået et enkelt point for et budget, der var ca. 4 mio. kr. dyrere.

»En relativ lille forskel i prisen får meget større betydning end en forskel i kvaliteten,« siger hun.

Ole Helby Petersen, der er professor mso (med særlige opgaver, red.) ved Roskilde Universitet og medlem af Klagenævnet for Udbud, vurderer, at prisen er kommet til at fylde forholdsvist meget i den endelige evaluering af kanalerne.

»Jeg kan ikke se, at der er fejl i evalueringen af den økonomiske del, men den valgte model har nogle svagheder. Trods en relativt lille forskel i budget, så skaber den pointmodel, som Kulturministeriet har valgt, stor forskel på kanalernes score,« siger han og tilføjer, at det langt hen ad vejen er det, der har afgjort, hvem der vandt udbuddet.

En af grundene til, at Radio24syvs budget er dyrere end Radio Loud, er, at udbuddet giver mulighed for at byde ind på to forskellige dab-blokke. Som Berlingske har beskrevet, har Radio24syv valgt den dyre løsning, hvor dab-kanalen når ud til hele landet, mens Loud valgte et billigere alternativ, der bl.a. afskærer lyttere på Bornholm.

»Det er formuleret uklart i udbudsmaterialet, hvad der menes med landsdækkende. Og når noget er uklart, så er der ikke mulighed for at lægge særlig stor vægt på det, når man tildeler kontrakten. Det er bare en dum måde at lave udbudsmateriale på,« siger Carina Risvig Hamer.

Også Steen Jensen, der som konsulent har arbejdet med offentlige udbud i 15 år, kritiserer, at man kan byde ind på to forskellige dab-blokke, hvor den ene er billigere end den anden, og hvor tilbuddene efterfølgende er evalueret ens.

»Det giver en uberettiget fordel til den tilbudsgiver, der har afgivet pris på den dab-blok med færrest krav og mindre omkostningstunge vilkår,« siger han.

Efter hans mening burde det være skrevet ind som et krav, at man skulle afgive tilbud på begge dab-blokke.

»Så havde tilbudsgiverne budt ind på et ensartet grundlag,« siger han.

Kritik blandt politikere

Også politikere på Christiansborg har fredag rejst kritik af, at udbuddet er faldet ud til Louds fordel frem for Radio24syv. De Radikale ønsker, at udbuddet skal gå om, mens Venstre, SF, og Enhedslisten kræver en redegørelse fra kulturministeren.

Bl.a. møder det kritik fra De Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, at Loud ikke når ud til en lige så stor del af landet, som Radio24syv ville have gjort.

»Dækningen undrer mig. Det drejer sig om offentlige midler, og så må vi kræve, at radioen dækker hele landet,« siger hun.

Jens Rohde, medieordfører for De Radikale, kritiserer ligesom eksperterne nævnets tildeling af point for kanalernes økonomi.

»Hvis man sætter sig ned med en lommeregner, så kigger vi på en budgetafvigelse mellem Loud og Radio24syv på 7 pct. Dvs. at mens Loud får syv point for økonomien, så skulle Radio24syv have 6,4 point. Men Radio24syv må nøjes med ét point for økonomien. Det hænger jo ikke sammen,« siger han.

Også Enhedslisten kritiserer forløbet.

»Nu må Radio- og tv-nævnet forholde sig til alle de klager, der er kommet frem i denne sag, ikke mindst dem fra Radio24syv. Jeg er ikke betalt af Radio24syv, og jeg taler ikke deres sag, men tingene skal gå fair for sig,« siger partiets kulturordfører, Søren Søndergaard.

Lige vilkår for alle

Jyllands-Posten har foreholdt Slots- og Kulturstyrelsen – som Radio- og tv-nævnet hører under – kritikken af udbudsproceduren.

I en skriftlig kommentar lyder det, at de to dab-blokke begge regnes for at være landsdækkende.

I forhold til kritikpunktet om uklarheder i udbudsmateriale skriver Radio- og tv-nævnet, at det til trods for uklarhederne kommer frem til en samlet vurdering af, at det er realistisk, at Loud vil opfylde minimumskravene til udbuddet.

»Derfor er Loud ikke blevet diskvalificeret,« skriver styrelsen.

Samtidig forholder styrelsen sig til kritikpunktet om pointuddelingen. Her skriver styrelsen, at det er korrekt, at der er en væsentlig pointforskel, og peger på, at alle tilbudsgivere er stillet ens.

»Dette kriterium vægter dog kun med 25 pct. i den samlede vurdering,« skriver styrelsen.

Kulturministeriet oplyser, at det har givet Radio24syv mulighed for frem til på tirsdag at rette henvendelse til Radio- og tv-nævnet med kritikpunkter. Nævnet skal senest på fredag svare på kritikken.