Fortsæt til indhold
Kultur

Roskilde Festival i opsang til gæsterne: »Din lille snotprivilegerede, selvcentralistiske curlingunge«

Festivalen forsøger på en ny måde at motivere de unge til at rydde op efter sig selv.

Nu er det nok. Roskilde Festival har prøvet alt, men nu har man indset, at der skal andre midler til.

Hvert år ligner festivalens campingområder afsvedne lossepladser, når gæsterne har forladt stedet efter en uges fest.

Sidste år var campingområderne rundt om festivalpladsen fyldt med knap 2.300 tons affald, hvor de største syndere var efterladte telte, luftmadrasser, pavilloner og campingstole.

Nu forsøger festivalen på en ny måde at motivere de unge til at rydde op efter sig selv. På facebook kan man se en video, hvor Klovn-stjernen Mia Lyhne og skuespilleren Anne Marie Helger giver de unge en opsang.

»Din lille snotprivilegerede, selvcentralistiske curlingunge. Det ene øjeblik, så står du og flasher din klimabekymring inde foran Christiansborg. Men lige så snart du får færten af en dyrskueplads, så begynder du at svine og møge og dænge til med affald. Klimasvin, klimasvin,« råber Anne Marie Helger i videoen, hvorefter hun tilføjer:

»Der er mere lort, end der er i hovedet på Rasmus Paludan.«

Og hun bliver suppleret af Mia Lyhne

»Hold kæft, hvor er der ulækkert her, din lille gris,« siger Mia Lyhne, inden hun fortsætter opsangen på svensk:

»Jävla rodehuvuder!«

https://www.facebook.com/orangefeeling/videos/2879816575422001/

Roskilde Festival skriver selv om videoen på facebook.

»Hey klimatosse! Vi har prøvet alt, men du lader stadig dine ting ligge på pladsen, når festivalen er ovre For at motivere dig til at tage dine ting med hjem, fik vi Mia Lyhne, Anne Marie Helger og Christian Itzchaky Larsen til at give dig lidt velmenende klima-skældud. Det gik… som det gik.«