- Opdateret 26/03/2019 kl. 11:01
Master Fatman er død
Manageren bekræfter dødsfaldet i en mail til B.T.
Den danske radiovært og DJ Master Fatman er død, skriver B.T. som har fået dødsfaldet bekræftet i en email fra manager Stig Hansen.
Master Fatman, der hed Morten Lindberg, blev 53 år.
Nyheden bliver også bekræftet af adminstrerende direktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov.
»Det er fuldstændigt forfærdeligt. Morten var en fantastisk person, vært og musiker. Og først og fremmest var han glæden selv. Alle var fuldstændigt vilde med Morten, og vi er fuldstændig i chok,« Jørgen Ramskov til Ekstra Bladet.
Morten Lindberg arbejdede indtil sin død for radiostationen på programmet "Croque Monsier."
Sidste udgave af programmet blev sendt i søndags.
Morten Lindberg voksede op i Dalum ved Odense, og han har været en del af det danske mediebillede siden 1986. han deltog bl.a. i TV 2-programmet Vild med Dans i 2006.
Master Fatman var både kunstner, sanger, dj, tv-vært, radiovært, filminstruktør og tv-deltager.
Det var dog musikken, der blev Fatmans gennembrud i 1980'erne. Her blev han landskendt med sine fortolkninger af gamle Abba- og discoklassikere, både med sit liveband, Master Fatman and his Freedom Fighters, og senere med albummet "Hail Hail", skriver Ritzau.
Morten Lindberg efterlader sig sin kone, Herminia, deres fire børn og en søn fra et tidligere forhold.
På Twitter er der allerede begyndt at indløbe kommentarer til dødsfaldet.