Fortsæt til indhold
Kultur

Mads Thorstensen står nøgen frem på tv: Man skal være tilfreds med sin krop

TV 2 Zulus nye datingprogram rummer både underholdning og public service, forklarer kanalchefen. Han håber, at "Date mig nøgen" giver seerne stof til eftertanke.

Skaldet og skægget. Grønne øjne. 178 cm og slank af bygning. »Lidt farmave og små vatarme«. En helt perfekt krop, hvis Mads Jonas Thorstensen selv skal beskrive den.

Det kan du gøre dig til dommer over, når den 32-årige procesoperatør fra Skibby om en uges tid stiller sig frem på tv. Ganske som Gud har skabt ham.

TV 2 Zulu sendte for nylig det første af seks programmer i den danske version af datingprogrammet ”Date mig nøgen”. I store træk har programmet vendt kurtiseringen på hovedet, således at deltagerne begynder, hvor en vellykket date kunne tænkes at ende i det virkelige liv: Uden en trevl på kroppen.

Nogle har ventet i spænding på udløsningen. I hvert fald var ”Hvornår kommer ”Date mig nøgen” på dansk?” ifølge Google et af de 10 spørgsmål, vi søgte mest på i fjor.

Da jeg først stod der, var det rigtig svært at kommentere, hvis en kvinde f.eks. havde en størrelse, jeg ikke var tiltrukket af.
Mads Jonas Thorstensen, deltager i tredje afsnit af "Date mig nøgen"

Mads Jonas Thorstensen havde været alene i omtrent et halvt år, før han meldte sig til programmet og blev castet som hovedperson til det tredje afsnit. På dating-platforme som Tinder har han følt sig mødt af overfladiske og urealistisk høje forventninger. Han forsøgte sig derfor også med DR’s ”Gift ved første blik”, hvor han nåede vidt i casting-processen, men aldrig så langt som til skærmen.

Underholdning med en god agenda

Faktisk er han ikke særligt tryg ved at være midtpunkt, siger han, der derfor afviser, at hans ansøgninger til programmerne skulle være den mindste smule motiveret af at blive kendt fra sendefladen. I bund og grund håbede han bare at finde sin næste kæreste på en lidt utraditionel måde.

»Det eneste minus er, at jeg har børn (to og ni år, red.), som kan komme til at se det, når de bliver gamle nok. Men de skal også lære, at det er bare en krop. Og din krop skal du være glad for og tilfreds med.«

Sidstnævnte er den gyldne læresætning, skal man tro Sofie Maltesen, producent på ”Date Mig Nøgen” hos Strong Productions, og TV 2 Zulus kanalchef, Sune Roland Jensen.

»Da jeg var yngre, havde vi noget seksualundervisning og bladrede i ”Kvinde - kend din krop”. Forhåbentlig er det et mega moderne og forfriskende take på det. Og at man faktisk måske lærer noget og får det bedre med sig selv. Det er et underholdende datingprogram, men med en virkelig god agenda,« siger Sofie Maltesen og fortsætter:

»Folk skal sidde derhjemme og tænke: ”Gud, det ligner mine bryster, og ham dér sagde lige, at de er vildt flotte!” Vi lever i en kultur med blufærdighed, hvor vi er enormt optagede af at stå foran spejlet og tænke over de fire kilo, vi vil af med. Vi ser alle meget forskellige ud, og vi kan lide noget forskelligt. Det vil vi gerne vise.«

Der har været i omegnen af 300 seriøse ansøgere til den danske version af formatet, som TV 2 Zulu før har sendt på britisk og tysk. At kanalen har været så forelsket i nøgendating, at man nu har bekostet sig en dansk version, skyldes bl.a. at det rammer »noget i tiden«, hvor mange har et ønske om at fremstå som perfekte – ikke mindst på sociale medier. Det forklarer i hvert fald kanalchef Sune Roland.

»Man har fulgt med i Kim Kardashians bagdels udvikling på Instagram og har måske en fremmedgjort forestilling af, hvordan kroppen ser ud. Men man har ikke nødvendigvis et virkeligt billede at holde den opfattelse op mod. Det kan formatet også - ved at vise mangfoldige kroppe,« siger han.

Fem afklædte mænd og kvinder bliver i hvert program udstillet i lysende bokse. En påklædt deltager kan vælge til og fra, indtil han eller hun til sidst skal smide kludene og vælge en date. Billedet her stammer fra første afsnit.

Er det ikke snarere underholdning end et slag for diversitet og kropspositivisme?

»Det kan vi blive helt enige om. Men det bedste underholdning er jo tit den, hvor du får en smule med hjem at tænke over. Det har også været Blachmans rolle i ”X Factor”. Der er mange gode datingformater derude, men det her har nærmest nogle public service-elementer i sig.«

Skal Zulu lave public service?

»Vi kommer jo ud af TV 2-huset og ikke TV 3-huset. Vi har haft elementer af public service gennem mange år. Helt tilbage fra FC Zulu og nu Zulu HK. Det handler om mennesker, der udvikler sig. De har noget, som de har svært ved. De overkommer det og kommer ud på den anden side - stærkere, end de gik ind.«

»Jaja,« vil kritikere nok sige. »Det er meget godt, at Zulu nedbryder kropstabuer. I virkeligheden ved I jo bare, at nøgenhed sælger«?

»Begge dele er der jo sandhed i. Vi er en kommerciel tv-station, der skal tjene penge for at lave indhold. Men vi er ikke sat i verden for at tjene penge til aktiehavere. Vi er ejet af staten, og alle de penge, vi tjener, bruger vi på at lave indhold igen. Vores virkelighed er lidt anderledes end f.eks. TV 3 og Discovery på den måde. Vi vil gerne have, at folk får noget med sig fra os. For det meste er det et grin. Men vi vil også gerne have, at man har svært ved lige at slippe programmet og tænker over, om man selv har haft nogle issues med sin krop, man burde gøre op med.«

En befriende modvægt

Men er det overhovedet nødvendigt at vise nøgne kroppe på tv for at oplyse? Det spørgsmål rejser bl.a. læge, forfatter og debattør Vibeke Manniche. Hun tror, der hersker en naiv forestilling om, hvor galt det står til, og om »at vi ser alt gennem pornografiens linse«. Folk går jo trods alt i fællesbad, til sport og på stranden og ser andre kroppe, pointerer hun.

»Men hvis det virkelig er kommet så vidt, er det selvfølgelig godt at se, at andre mennesker også kan have tykke lægge og skæve testikler. Hvis det så er - i gåseøjne - helt almindelige kvinder og mænd af kød og blod, der stiller op, kan det godt være med til at vise os, hvad normalitet er. Så vil jeg måske godt købe argumentet,« siger hun.

»Uanset hvad er det en befriende modvægt til alle de unge rollemodeller og influencers, der får lavet læber, så en sugemalle ville være misundelig. Eller bryster, som er både større og skævere end Linse Kesslers. Det giver jo et forkvaklet syn på, hvordan især kvinder skal se ud. Jeg synes, det er gået over gevind med at få lavet hage, læber, pande og bryster, og jeg ved ikke hvad, i en meget tidlig alder. Som læge og kvinde græmmes jeg personligt ved det. Er der f.eks. nogen, der har fortalt de unge kvinder, at følsomheden i brystvorterne kan forsvinde, eller at det er potentielt dødeligt indgreb? Hvis programmet kan justere kvinders drømme om operationer, er det fint. Men derudover er jeg i tvivl om, om det virkelig er nødvendigt, og om tiltrækning mellem to mennesker kan og skal koges ned til to nøgne kroppe.«

”Date mig nøgen” møder ikke udelukkende opadvendte tommelfingre hos den nationale chef for Sex & Samfund, Lene Stavngaard, der har set det første program. Hun glæder sig over at se nøgne mennesker i tv, men finder det ikke særlig konstruktivt, at de optræder i en kontekst, hvor man skal bedømme hinanden.

Undervejs i den første udsendelse er hun stødt på flere »problematiske udtalelser« i dialogen om kroppene, »som ikke kan karakteriseres som kropspositivistiske«, siger hun.

»Deltageren taler lige ind i stereotyper, klicheer og idealiseringer, og platformen blive en megafon, som bekræfter dem. En deltager fremhæver f.eks. symmetriske bryster som noget positivt, et ideal. Men det bliver ikke fortalt, at symmetriske bryster faktisk forekommer meget sjældent. Han forklarer også, at han foretrækker glatbarberede kvinder, fordi det er mere hygiejnisk. Det er jo faktuelt forkert. Kropshår har en funktion, men myten få lov at stå og bliver ikke modsagt,« siger hun og fortsætter:

»Når man sætter virkelige mennesker ind i et studie, vil de formentlig repræsenterer stereotyper, som lever i vores kultur. Men hvis nøgenheden nu skal foregå i et format, hvor man skal bedømme hinanden, og man alligevel bruger infobokse, burde de infobokse være mere normkritiske og korrekte. Flere af dem er lidt pseudovidenskabelige.«

Ude i virkeligheden dømmer vi hinanden på vores kroppe – med og uden tøj på. På den måde vælger programmet en meget ærlig præmis, mener Lene Stavngaard:

»Men undervejs (i første program, red.) ser man f.eks. de kraftigere kvinder blive valgt fra først. Det er jo fint at have præferencer, men det sker med nogle bortforklaringer, der måske kan virke lidt mistænkelige. Da virker det pludselig ikke længere ret ærligt eller kropspositivistisk.«

Der har ikke været nogen krav til deltagernes grad af fysisk fuldkommenhed eller for den sags skyld uperfekthed. I de seks programmer vil man bl.a. opleve »superveltrænede, snorlige drenge og piger« - de skal jo heller ikke diskrimineres, siger Sofie Maltesen.

Fra produktionens side har man til gengæld været optaget af en respektfuld tone, og at man ikke skal sammenligne og nedgøre hinanden, forklarer hun. Alle, der har været med, at haft den indstilling. Og så vidt, Sofie Maltesen ved, er alle gået fra studiet med en »følelse af optur«.

Tilbage i Skibby forklarer Mads Jonas Thorstensen, der i øvrigt selv foretrækker kvinder med kort hår og pæne halse, at han forud for optagelsen af sit program havde besluttet sig for at være så ærlig som overhovedet mulig. Men ...

»Da jeg først stod der, var det rigtig svært at kommentere, hvis en kvinde f.eks. havde en størrelse, jeg ikke var tiltrukket af. Jeg fandt måske på lidt dårlige undskyldninger. Så blev det noget med, at tæerne var grimme. Det skulle jo være sjovt for os alle sammen.«

Har du tænkt over, hvilke konsekvenser, det kan få for dit liv og karriere at deltage? Du er jo ung endnu. Hvis du finder ud af, at du vil være skolelærer eller stille op til Folketinget, hvad sker der så?

»Jeg er glad for at være procesoperatør. Det giver mig de udfordringer, jeg har brug for, og en dagligdag, hvor jeg føler mig tryg og glad. Derfor har jeg egentlig ikke tænkt så meget over, hvad det kan gøre, hvis jeg en dag vil være statsminister. Og hvis jeg en skønne dag skulle stille op, så gør jeg det nøgen.«