Fortsæt til indhold
Kultur

Ældgammel sfinks opdaget i Egypten

Egyptiske arkæologer har gjort en stor opdagelse i form af en over 2.000 år gammel sfinks.

Keopspyramiden i Giza og Kongernes Dal er to af de mest kendte, arkæologiske attraktioner i Egypten, og nu kan man tilføje endnu et stort fund til listen over seværdigheder.

Det skriver Al Jazeera.

Foto: Egyptian Ministry of Antiquities via AP

I byen Aswan, der ligger nær Nilen i den sydlige del af landet, har arkæologer fundet frem til en sfinks af sandsten.

Opdagelsen blev gjort ved Kom Ombo Templet, og ifølge det Egyptiske Ministerium for Antikke Genstande stammer sfinksen tilbage fra Ptolemaios-dynastiet, der varede fra 305 f.Kr. til 30 f.Kr.

Sfinksen er fundet i samme tempel, hvor man for nyligt opdagede to reliefer af Kong Ptolemaios V.

Sfinksen er et ældgammelt fabeldyr og en vigtig del af den egyptiske kultur. Typisk er sfinksen portrætteret med en løvekrop og et menneskehoved. Ifølge historien vogter den gravpladser og hellige steder.

Egyptens turisme har været hårdt ramt i de seneste år efter flere år med oprør, terrorangreb på bl.a. turistdestinationer og nedskydningen af et russisk fly i 2015. Det faldende turisttal har ramt Egypten hårdt på økonomien.

De seneste år har mængden af turister i landet dog igen været stigende.