Fortsæt til indhold
Kultur

Amerikansk stjerne viste afgjort sit værd, men var ingen showmester

Kendrick Lamars koncert i Royal Arena viste, hvad amerikaneren evner som rapper og hiphopmusiker.

Hiphop

Royal Arena, København

Kendrick Lamar

Kendrick Lamar ankom med status af superstjerne indenfor den enormt populære hiphopgenre. Han havde også til overflod stærke numre at tage af, og så havde han ikke mindst sin særegne, lettere hæse stemme og sin overbevisende rapstil. Han var på en gang hurtig, groovy og virtuos.

Der manglede til gengæld et spændende, afvekslende sceneshow for at gøre aftenen hundrede procent vellykket. Og så trak det heller ikke op, at koncerten med en varighed på halvanden time ikke blev så lang, som publikum havde fortjent.

Tusindvis af tilhørere stod op til koncertstart udenfor i lange køer. I den bidende kulde ventede rigtigt mange for længe på at komme ind.

Lang ventetid i bidende kulde

Hvorfor vides ikke. Det var dog tydeligt, at kropsvisiteringen ved indgangen gik for langsomt. På et tidspunkt kom en kontrollør nemlig ud blandt os, der ventede, med en instruks om, at vi skulle gøre os klar til sikkerhedskontrollen ved forinden at tømme vores lommer og lyne ned for frakken.

Ventetiden gav ikke anledning til sure miner, og under koncerten var der en fantastisk stemning, som selvfølgelig var Kendrick Lamars fortjeneste. Det var jo på grund af ham, at salen var fuld af begejstrede børn, unge og lidt ældre, som med stor indsigt i teksterne kunne synge i flok.

En smuk gestus, men...

Flere gange lod Kendrick Lamar helt automatisk tilhørerne synge med eller respondere kollektivt på det, han sang. Og på et tidspunkt lod den 30-årige amerikaner også publikum synge alene i lang tid.

Hvilket for så vidt var en smuk gestus, men et eller andet sted var det også for meget af det gode.

For det var jo ikke publikum, man havde betalt for at høre.

Det var på grund af Kendrick Lamar, der siden 2012 har udgivet fire stærke album med mesterlige ”To Pimp a Butterfly” som det bedste og ”Damn” fra 2017 som det seneste. Dét blev hædret til den amerikanske musikprisuddeling Grammy Awards for nylig, og de stolte, funky sange fra den lp dannede grundstammen til koncerten, som også bød på ældre hits som ”Alright”, ”King Kunta” og ”Bitch, Don’t Kill My Vibe”.

Kritisk, skeptisk og håbefuld om USA

På ”Damn” og sine øvrige album evner den 30-årige solist ikke blot at kreere spændende og forskelligartede hiphopnumre. Han leverer også holdningsprægede sange om Amerikas tilstand og den sorte befolknings vilkår. Han er kritisk, skeptisk, men også håbefuld.

I Royal Arena holdt han sig rent verbalt fra at forstørre sit politiske ståsted. Han var i bund og grund kommet for at underholde og lod derfor sangene tale for sig selv og demonstrerede sit værd som rapper. Det virkede så let, men det er så svært at holde tempo og stil, som han formåede. Og han kunne ikke krybe i skjul.

For udover en danser, som viste sig få gange, var hvidklædte Kendrick Lamar alene i rampelyset. Han viste intet energisk band frem og havde ikke som andre rappere en dj bag sig. Musikken var der bare, og den rappede han så ud fra og ovenpå.

Det var et troværdigt trip, som til tider blev lidt kedeligt.

Til sidst under koncerten meddelte Kendrick Lamar, at han vender tilbage til Danmark. Til august er amerikaneren et af hovednavnene på Smukfest i Skanderborg.

Artiklens emner