Skam-stjerne har takket nej til pris: »Jeg har ikke brug for en pris for at vide, at det, jeg gør, er vigtigt«
Hun var nomineret til tre priser ved Vixen Influencer Awards.
Når Vixen Influencer Awards løber af stablen på Grand Hotel i Oslo den 4. februar, bliver det uden norske Ulrikke Falch.
Skam-stjernen, »influenceren« og skuespilleren mener nemlig, at mange bloggere fremhæver et usundt skønhedsideal, som hun ikke vil støtte op om. Derfor har hun meldt fra at deltage i arrangementet, hvor hun var nomineret til tre priser:
»Jeg trækker mig fra at være nomineret. Jeg har ikke brug for en pris for at vide, at det, jeg gør, er vigtigt,« skriver hun i en kronik hos NRK.
Hun mener, at »influencere«, altså Youtube-stjerner, Instagram-stjerner og bloggere, bør være forbilleder for unge piger og drenge.
Derfor problematiserer hun, at flere af dem, der er nomineret til at modtage priserne, fremmer et »usundt udseende, et ekstremt forbrug og et halvgennemtænkt budskab om mental helse og plastikkirurgi,« som hun ikke mener er »beundringsværdigt.«
Ulrikke Falch har selv været underlagt urealistiske krops- og skønhedsidealer, da hun var yngre. Hun har blandt andet kæmpet med den farlige spiseforstyrrelse anoreksi.
»Da jeg var 13 år tog jeg min første sprøjte med melanotan - også kendt som "barbie-stoffet" - i håb om at gå ned i vægt og måske blive lidt brunere. Jeg lavede proteinpandekager og spiste piskede æggehvider med stevia, for det gjorde alle træningsbloggerne,« skriver hun og fortsætter:
»Da jeg var 15 år forsøgte jeg for første gang at tage mit eget liv. Jeg hadede alt ved mig selv - alt det, jeg var - og alt det, jeg ikke var.«
Hun mente ikke, at hun var hverken, »god nok, tynd nok eller vigtig nok.« Falch mente derimod, at hun var »værdiløs« og uden forbederingspotentiale.
Derfor bruger hun i dag sin Instagram-profil til at fremme mere realistiske krops- og skønhedsidealer.
De offentlige personer, der har mange følgere, bør nemlig være et forbillede for unge mennesker, mener hun. Man har et ansvar:
»Hvis du ikke kan klare at leve op til det ansvar, du er blevet tildelt, så fortjener du ikke din plads. Giv den til nogen, som kan gøre en positiv forskel,« skriver hun.
Medierne og skønheds- og modeindustrien spiller desuden en afgørende rolle, lyder det. Medierne giver taletid til »tomme stemmer« i offentligheden, mens skønheds- og modeindustrien tjener penge på »en ungdom, der er overbevist om, at de skal forbedre sig.«
»Jeg vil fortsætte med at fremme mine holdninger og budskaber, og jeg vil fortælle om ting, der gør en forskel. Jeg tror godt, jeg kan klare det uden tandblegning, hårplejeprodukter og make-up. Jeg trækker mig fra at være nomineret til Vixen Influencer Awards,« afslutter hun sit indlæg.
De tre kategorier, Falch var nomineret til, var »Årets stærke mening,« »Årets Guldpen« og »Årets Influencer«.