En skam

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Allerede sidste år var en af de smukkeste udkigs-akser i Aarhus, fra idrætsparken til Sankt Lukas Kirke, under pres på grund af vejomlægning i krydset Stadion Allé/Marselis Boulevard. I år er det så gået helt galt, idet det viser sig, at det 20 etager høje Ceres Panorama dukker op bag Sankt Lukas Kirkes tårn, når man ser på kirken fra Stadion Allé. Dermed er det unikke udkig, der har været uspoleret siden 1926, da kirken blev bygget, endegyldigt ødelagt.

Det mener i hvert fald arkitekt Mette Viuf Larsen, der er formand for kommunens kulturmiljøråd, som rådgiver kommunen i sager om bevaringsværdige bygninger og bymiljøer. Stadsarkitekt Stephen Willacy er ligeledes ærgerlig over det ødelagte udkig. Også rådmanden for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, der bl.a. har ansvaret for byplanlægningen, er ærgerlig og kalder det »en skam«.

Lidt længere går den pensionerede arkitekt Rune Fink Isaksen, der har opdaget miseren. Han gør bl.a. opmærksom på planlægningen i forbindelse med Bruun’s Galleri, som bygherrerne lovede ikke ville blive højere end Aarhus Hovedbanegård, men som så alligevel blev det. Med afsæt i den aktuelle ødelæggelse af udkigs-aksen fra idrætsparken til Sankt Lukas Kirke mener Rune Fink Isaksen, at det er tegn på, at man i byen ikke respekterer kulturmiljøet i tilstrækkelig grad, og han fælder følgende dom: »Det, jeg frygter, er, at det bliver skamstøtternes kulturhovedstad.«

Hvad enten man hælder til rådmandens formulering »en skam« eller den pensionerede arkitekts udtryk »skamstøtte«, er det en kendsgerning, at højhuset Ceres Panorama ødelægger udkigs-aksen fra idrætsparken til Sankt Lukas Kirke, hvor det ellers spektakulære tårn nu på det nærmeste bliver sat i skyggen af Ceres Panorama. Under alle omstændigheder er der gået fnidder i udkigget, som ikke længere er en fryd for øjet, men snarere er et visuelt irritationsmoment.

Samtidig med ærgrelsen over det ødelagte udkig er der en vis sammenstimlen ved håndvasken. Omdrejningspunktet i sagen er lokalplanen for Ceresgrunden, der blev vedtaget i november 2011. Hvorvidt der ved udarbejdelsen af lokalplanen har været tale om bevidst tilsidesættelse af det unikke vue fra idrætsparken til Sankt Lukas Kirke, eller om der er tale om sløseri, ubetænksomhed og dårligt håndværk, får man næppe nogensinde opklaret.

Rune Fink Isaksen har følgende betragtninger: »Det er uhyggeligt, at de kan smadre sådan et udkig. Som arkitekt forstår jeg ikke, at det kan ske. Enten er det kommet bag på byplanlæggerne, eller også ødelægger man bevidst en af byens vigtigste akser.«

Placering af ansvar er måske ikke så vigtigt, for man straffer jo alligevel ikke folk for på dette plan at klokke i det – bevidst eller ubevidst. Men det vil alligevel være godt at få belyst forarbejdet til lokalplaner, så man en anden gang tager højde for høje byggeriers visuelle påvirkninger i bymiljøet. Så selv om rådmanden ikke var i embedet, da lokalplanen blev udarbejdet, bør han foranstalte en udredning.