Aarhus kan med rette være stolt – men må aldrig blive selvtilfreds
Fremkommelighedsudfordringer og sociale problemer kræver opmærksomhed. Væksten i befolkningen og pres på ældrepleje og boligpriser er blandt de udfordringer, der skal adresseres.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Aarhus er fantastisk. Aarhus er et dejligt sted at bo, et inspirerende sted at arbejde og drive virksomhed og et skønt sted at besøge og opleve.
Og det er ikke kun mig, der har det sådan. Flere internationale medier, heriblandt National Geographic, Vogue og The Guardian, beretter bl.a. om, at vores by og kommune er en skjult – og ”cool” – rejse-perle. The Economist fremhæver Aarhus som Danmarks mest innovative by. Og senest er Aarhus blevet kåret som den lykkeligste by i verden ifølge Happy City Index 2024 – og som den femte mest bæredygtige turistdestination globalt ifølge Global Destination Sustainability Index 2024, hvor byen også indtager førstepladsen i kategorien for social bæredygtighed.
Det lyder måske en anelse pralende, men det er svært ikke at lade sig rive med, når man tænker på alt det, Aarhus gør godt: Et rigt kulturliv med alt fra livemusik i gadebilledet til internationale navne på de store scener, store museer, prisvindende teatre, en spirende og ambitiøs detailhandelsscene, gastronomi i verdensklasse med adskillige Michelin-restauranter, unikke naturoplevelser lige uden for døren, Danmarks største erhvervshavn og Aarhus Airport med et kæmpe potentiale. Og så vil skæbnen også, at vi i skrivende stund har Danmarks bedste fodboldhold – vi krydser fingre.
Vi har år for år en nettotilvækst på flere end 5.000 borgere. Og det forstår man jo godt. Det er nemlig federe at bo og arbejde i en by med puls og muligheder, i en by, hvor der sker noget, og hvor vi også tør, i hvert fald en gang imellem, at tænke stort. En levende by rig på oplevelser, shopping- og kulturtilbud er en af de væsentligste årsager til, at aarhusianerne bor i netop Aarhus. Sådan lyder det bl.a. i en Silverlining Research-analyse.
Alt dette skaber ikke blot livsglæde for os, der allerede bor her. Det giver også det aarhusianske erhvervsliv stærkere kort på hånden i kampen om talenter og arbejdskraft. For når man skal rekruttere – uanset om det så er arbejdskraft fra Frederikshavn, Düsseldorf eller Sydney – så betyder det noget, at byen, man driver virksomhed i, har noget at byde på. Og det har Aarhus. I stor stil.
Derfor er det også godt at se, at Aarhus scorer højt i undersøgelser, der måler på både lykke og ”mindfulness”. Og det er glædeligt og flot, at Aarhus af den europæiske studieorganisation Erasmus Student Network er blevet kåret som Europas bedste studieby for internationale studerende.
Men: Det kan altid gøres lidt bedre. Og det er præcis dét, jeg sammen med mine kolleger i Erhverv Aarhus arbejder for hver eneste dag. Fra årsskiftet ansætter vi en bylivschef, og så kommer vi til at sætte ekstra skub på arbejdet med at skabe en endnu mere levende by. En by, hvor vi tænker nyt, bruger byrummene klogere og styrker samarbejdet og sammenhængen mellem byens mange bylivsaktører, kulturinstitutioner, detailhandlere, ildsjæle m.fl.
Og så intensiverer vi arbejdet for at skabe en kommune, hvor vi gør det nemmere at tiltrække, rekruttere samt falde godt til – særligt de internationale medarbejdere og deres familier, som kommer hertil, fordi én i husstanden har fået job hos en af vores mange fremadstormende virksomheder. Det er afgørende, at hele familien trives, at de bliver integreret i vores foreningsliv, og at rammerne – herunder internationale dags- og skoletilbud – spiller. For så bliver medarbejderen og familien her nemlig med større sandsynlighed. Det giver jo egentlig sig selv, når man tænker over det.
Det er klart, at der er store fremkommelighedsudfordringer i en by, der de seneste 15 år er vokset med omkring 80.000 borgere. Med byens popularitet er det helt sikkert, at både den vækst og den udfordring vil stige yderligere de kommende 10 år. Det skal vi virkelig have fokus på.
Og jo, naturligvis har vi også udfordringer med vores ældrepleje, daginstitutioner, pres på boligpriserne, hjemløse og mange andre områder.
Vi har så meget at være stolte af i Aarhus, men vi må aldrig blive selvtilfredse. Lad os hjælpe hinanden med at finde kloge løsninger og bygge videre på det, vi allerede har og gør godt – og justere, hvor der skal justeres – så endnu flere får lyst til at besøge, bosætte sig, arbejde og drive virksomhed i vores fantastiske by.