Bastrup, "Lunderen", Sander - og Vejlby printet permanent på huden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Jeg synes, helte er godt. En helt, det er én, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig.« (Jørgen Leth, ”Mine helte”, 2015)

Jeg får den tit, den der velkendte og nærmest drømmende tilstand, som alle fodboldelskere kender, og som er med til at sætte ens fodboldliv i perspektiv og på plads.

Og jeg får den jo altså ikke kun, når jeg ser fodbold på Vejlby Stadion, men lige så tit, når jeg går ture, sidder stille, afholder møder, køber ind, kører i bil eller bare falder i staver. Tilstanden, der nærmest minder om en form for barnligt dagdrømmeri, og som kort og godt handler om de gamle (fodbold)dage, om kampene og om hvem der spillede hovedrollerne. Ikke mindst dengang da AGF næsten altid var mesterskabskandidater, og mine helte var Lars Bastrup, Kim Sander, Lars Lundkvist, Tommy Christensen, Jan Lauridsen, Flemming Povlsen og Henrik ”Super” Mortensen.

Og til både AaB- og Viborg-kampen blev der pirret lidt i bunken med fodbolddrømmene. Ikke kun fordi jeg befandt mig på »mit eget« Vejlby Stadion, men også fordi jeg så så mange gamle AGF’ere, så mange gamle helte deroppe. For rundt omkring var både Martin Jørgensen, Bjørn Kristensen, Troels Rasmussen, Claus Christiansen, Lars Lundkvist, Uffe Jacobsen og Jens Harmsen ikke mindst, den sidste AGF-træner med et mesterskab.

Bent Wachmann var der også. Tilmed i en rolle, hvor han tager imod og (an)viser tilskuere til rette på tribunerne. Han kender alle sammen, og alle kender ham. Og det mærker man. Wachmann var fast mand i forsvaret i mange år i de forrygende heydays i 80’erne.

Jeg kan godt li’, at AGF har plads til og holder fast i at invitere de gamle spillere. Jeg ved, det betyder noget for spillerne, for AGF, men jo også for fansene, sådan at kunne se og møde dem på tæt hold. Og jeg kan li’, at de er en del af alt det, der sker lige nu på det interimistiske og midlertidige Vejlby Stadion.

For i Vejlby er den vanlige luksus borte, og der findes absolut ingen mulighed for at sidde i loger eller bag ruder i aflukkede bokse. Ej heller er der speciel afmærkning eller fisefornemme forhold med ryg- og armlæn. Bevares, ovre i hal 1 er der stadig plads til sponsorerne, og blandt sponsorerne på tribunerne er der en vandrende kaffepige med kaffetønde på ryggen, der skyder lidt kaffe i et papirskrus, men det er så også det eneste, man kan betegne som en smule luksus. Og det kan vi godt li’ i Vejlby.

Og at flere skal stå op, er kun godt for mig, og det får mig til at tænke på den tidligere direktør og bestyrelsesformand, tilbage i sluthalvfemserne og start-nullerne, Preben Andersen, der ville have elsket at være i Vejlby, selvom han jo faktisk var fra Risskov. Han så nemlig altid alle kampene stående – Vejlby-stil – og den mulighed ville han have grebet og elsket i Vejlby.

Men tilbage til heltene. For lige for tiden, når jeg står og går rundt på Vejlby Stadion, tænker jeg på tre spillere fra det gamle AGF. Lars Bastrup, Lars Lundkvist og Kim Sander. Tre angribere, der alle spillede for AGF, men jo – og det er derfor, de skal hyldes her i klummen – også har spillet i Vejlby (Skovbakken) tilbage i 70’erne og 80’erne. Lige dér, hvor mit eget stille fodboldliv udfoldede sig, og hvor kimen blev lagt til et livslangt forhold til fodbold og AGF.

De var klassespillere alle tre, og alle med landsholdskampe på cv’et. Bastrup dog med en del flere end Lundkvist og Sander (de havde en og to kampe, men landskampe fik de!).

Bastrup, der var den stille type, og sjældent pralede eller jublede overdrevent, når han spillede eller scorede. Det lå simpelthen ikke til ham, altså sådan at hovere, spurte og hoppe højt eller knæ-glide afsted, når et mål skulle fejres.

Jeg husker ham derimod mest og tydeligt i sin klassiske og smukke AGF-hummeltrøje med Magasin blåprintet på trøjen. Og sammen med det lidt mutte udtryk bag et tyndt blondt hår var han svær ikke at holde af.

Han lavede mål for AGF, som det passede ham, og karrieren kulminerede i juni 1981, hvor han for landsholdet mod Italien med et tørt venstrebensspark scorede til 3-1 tre minutter før tid i Parken.

Her strakte han begge arme i vejret, omfavnede Allan Simonsen, og sammen væltede de om på græsset i jubel. Det var vildt og stort for en 10-årig dreng at se Bastrup fra AGF score og tilmed være en smule ude af kontrol i momentet.

På klubplan opnåede han endnu mere, da han to år senere i 1983 for HSV vandt mesterholdenes finale i maj mod Juventus. Jeg husker dog mest finalen for Gentiles vanvittige overfald, hvor han på iskold italiensk vis smadrede sin albue ind i kæben på Bastrup, så den brækkede to steder. Det skete efter 55 minutter. Vanvittigt. Men i den kamp og i de år var Bastrup det stof, som drømme blev lavet af, og han var min store helt i mit lille Vejlby-liv.

Men det hele endte lidt mærkeligt med Bastrup. Hans professionelle karriere stoppede noget abrupt, og han fandt derefter – eller lagde i hvert fald ikke længere skjul på – et liv fyldt med både Kristus og med Helligånd og bøn og bibel og hvad ved jeg. Det fattede og forstod jeg ikke så meget af, men fred være med det, for hvor var han dog sindssyg og super effektiv foran mål, og jeg husker, at jeg i 90’erne engang mødte ham i en seriekamp i Vejlby. Det var overvældende, ikke fordi han blæste derudad og satte alle på plads, men sgu fordi han var Lars Bastrup, der engang spillede for AGF og HSV og noget tid altså også i Vejlby hos Skovbakken.

Så er der selvfølgelig også den anden Lars, nemlig Lundkvist, som havde en endnu større karriere i AGF end Bastrup. Og som tilmed blev dansk mester i 1986.

Og det var vi aldrig blevet uden ham, det ligger helt fast. ”Lunderen”, som han blev kaldt, havde et ekstra gear, der fik hele maskineriet til at køre. Han kunne bogstaveligt talt løbe solen sort og samtidig score de vigtige og mest mærkelige og ikke altid lige kønne mål. Men han var der, og han er der stadig for AGF på tribunerne i Vejlby.

Jeg ser stadig Lundkvist nogle gange i Vejlby – stadig i topform og stadig nem at kende på sin gang og sit løb. Og jeg kan godt li’ Lundkvist. Han var og er en no bullshit-person og gider ikke så meget pis.

Endelig var der Kim Sander. Ham må vi heller ikke glemme. Jeg glemmer ham i hvert fald ikke, fordi han netop i mine definerende AGF-år var en del af holdet. To gode år i 82 og 83 hos AGF. Jeg kan huske, at de lidt ældre ofte talte om, hvor god han faktisk var. Og det er ikke kun derfor, han skal nævnes, han skal selvfølgelig nævnes, fordi også han havde en karriere i Vejlby (Skovbakken). Vild spiller, Kim Sander. Han døde dog alt for tidligt. I 1992 af sklerose, mener jeg. Elegant og bohemeagtigt i sit spil og attitude. Som Günter Netzer og Bernd Schuster – eller Glenn Hoddle om man vil.

Og selvom de alle tre spillede for Skovbakken, som jeg hadede af et godt ord og hjerte, så skal de nævnes. For de er AGF’ere og har alle spillet kampe og scoret på Vejlby Stadion. Og det kan vi li’, og det er det, det handler om for tiden – at klappe den ind på Vejlby Stadion for AGF.

Frederik Ihler er endnu ikke en af de store helte, men han skal nævnes, fordi han er fra Vejlby – born and raised – og døbt i Vejlby Kirke, og så selvfølgelig fordi han har Vejlby-koordinaterne 56° 11′ 43″ N, 10° 12′ 54″ E 56.195278°, 10.215° tatoveret på sin ene underarm. Bum. Det er fandeme god Vejlby-stil, og noget der aftvinger respekt herude i nordbyen, sådan at have Vejlby »printet« permanent på huden.

Han nåede desværre kun otte kampe for AGF. Og en enkelt scoring mod FC Nordsjælland, som vi jo faktisk møder søndag. Men vi tænker på ham i dag, fordi vi i Vejlby godt kan li’ de store fortællinger. Og hvilken fortælling det kunne have været, hvis han optrådte i hvidt på stadion i sin barndomsklub midt i Vejlby.

Ihler er en klassefyr og må meget gerne komme tilbage. Fra Molde, hvor han spiller nu. Til AGF og Vejlby.

I morgen begynder slutspillet. Og vi er med, hvor det sker, og hvor vi skal være lige nu – som nummer tre. Og hvem ved, måske der netop i den kamp kommer nye helte til, der kan stå og lyse i nattemørket og gøre indtryk.

KSDH!