Fortsæt til indhold
Kommentar

Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har set så meget frem til et forår

Noget af det, som har gjort særligt indtryk på mig i resultaterne fra Region Midtjyllands undersøgelse af midtjydernes sundhed og trivsel, er svarene om ensomhed og mental trivsel.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er rimfrost i græsset uden for mit vindue. Det er lørdag morgen, og nok er det koldt, men himmelen er blå, og solen er skarp.

Der er intet, den skal brænde sig igennem her til morgen, og vejrudsigten peger i retning af 10 grader og sol op ad dagen. Det er forår, det er en fornøjelse.

Alt for længe har det været gråt og trist. Men det dunkle handler om mere end vejret for mig.

Nok en gang har coronaen omklamret vinteren. Denne gang med nærmest uundgåelige sygedage for mange. For nogle har omikron været et mildt bekendtskab, for andre ikke. For os alle har pandemien krævet en ekstra opmærksomhed, og for de fleste også fordret begrænsninger i tilværelsen og fravær fra arbejde, skole og meget mere.

Og nu kaster krigen i Ukraine med rette sine lange skygger over alt andet.

Den medmenneskelighed, så mange (østjyder inklusive) har vist det ukrainske folk med husly, transport, medfølelse og meget mere, er et godt og aktuelt bevis på, hvad vi kan gøre for andre, når de har brug for det.
Jacob Haislund, redaktør

Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har set så meget frem til et forår med plads til spirende optimisme. Og noget kan tyde på, at der også i mere bred forstand er brug for noget mere lys.

I denne uge udgav konsulenthuset Defactum under Region Midtjylland den seneste afrapportering fra sundhedsprofilen ”Hvordan har du det?”. Hvert fjerde år måler regionen via et spørgeskema – i denne ombæring med svar fra knap 34.000 midtjyder – trivsel og sundhed iblandt os.

Der er opløftende resultater iblandt. De 16-24-årige ryger eksempelvis mindre. Det er glædeligt, at der også uden regler, der forbyder salg af tobak til hele årgange, som regeringen har foreslået, kan skabes den slags fremskridt.

Til gengæld er der over årene blevet flere fysisk inaktive midtjyder og flere, som har et usundt kostmønster, melder undersøgelsen. Men noget af det, som særligt har gjort indtryk på mig i resultaterne fra Defactum, er svarene på spørgsmål om mental trivsel.

Eksempelvis er andelen af borgere, der svarer, at de føler sig ensomme, steget fra 8 til 14 pct. Og »fra 2017 og til 2021 er andelen af unge, der har symptomer på depression, steget fra hver tiende til nu at gælde for knap hver femte,« som seniorforsker Finn Breinholt Larsen fra Defactum påpegede i JP Aarhus.

Generelt tyder tallene på, at flere end for fire år siden har symptomer på depression. Det er måske ikke nogen nyhed, men det er bekymrende.

Undersøgelsen er foretaget i 2021, altså midt i coronakrisen, hvor mange flere med Finn Breinholt Larsens ord har »følt sig mere isolerede end normalt«. Men det er næppe hele forklaringen på, at »den mentale sundhed har fået et knæk«. Det er tendenser, forskerne har set, siden den første ”Hvordan har du det”-undersøgelse blev lavet i 2010.

Det illustrerer samtidig også, at det selvsagt ikke er så simpelt, at lysere tider med blade på træerne og ophævede restriktioner løser alle udfordringer. Der er brug for, at vi ser hinanden, lytter til hinanden, forstår og hjælper hinanden.

Den medmenneskelighed, så mange (østjyder inklusive) har vist det ukrainske folk med husly, transport, medfølelse og meget mere, er et godt og aktuelt bevis på, hvad vi kan gøre for andre, når de har brug for det.

Rimfrosten i græsset uden for er lige så stille ved at smelte under solen. Det er tid til at komme ud og mærke foråret. Om det er gennem en cykeltur, en gåtur i godt selskab i skoven, hvor de karakteristiske ramsløg er trådt ind i deres højsæson, eller noget helt tredje.

Mulighederne er heldigvis utroligt mange her i Østjylland. Ikke alle er så heldige.