Er restriktionerne virkelig det værd?

Et kæmpe privilegium ved at være statsminister i en coronatid er, at man kan udstikke stramme restriktioner og sige, det er i folkesundhedens tegn, uden efterfølgende at blive ramt af bevismateriale på, at det var for vidtgående. For man kan jo ikke føre statistik over, hvad der kunne have været sket og ikke skete, og om det var restriktionerne, der forhindrede det. Men jeg kunne da konstatere, at smittetallet var upåvirket af indførelsen af mundbind i offentlig transport og supermarkeder, og det kan man så komme med 100 forklaringer på, eller man kan tolke, det er nytteløst. Men ingenting kan bevises, og det er en kæmpe fordel for en magthaver, for så kan man bryste sig af, at man tog tingene meget alvorligt og gjorde sit bedste for at beskytte de danske borgere.

I mellemtiden rammer restriktionerne mange danskere hårdt: Dem, der har mistet deres job, fordi de er overflødige i denne tid. De virksomheder, der må dreje nøglen om eller bede til, at de får bare lidt af deres tabte indkomst tilbage via hjælpepakkerne. Dem, der er ensomme, ældre, psykisk sårbare. De helt små selvstændige. Frisøren, som jeg kender til, der er alenemor og nu er gået fra hus og hjem og flyttet på kvindecenter med datteren. De forretningsdrivende, der for at holde udgifterne nede midlertidigt opsiger deres forsikringer, så de er i store udfordringer, hvis der bliver indbrud. De mange danskere, der lige nu ligger søvnløse om natten og tænker på, hvordan de nu skal klare deres økonomi. Jeg kender en af dem. Senest jeg var ved hende, sagde hun: »Yes! Nu har jeg til, at jeg kan blive en måned mere i min lejlighed sammen med min datter.«

Der kommer et tidspunkt, hvor kuren er værre end sygdommen; den sygdom, jeg selv har haft. Coronaen har på verdensplan dræbt flere virksomheder og arbejdspladser end mennesker. Den sygdom, der er fatal for ganske få, bekæmpes med restriktioner, der er fatale for mange. Når virksomheder lukker, når folk havner i depression og stress, som vi ved fører til livsstilssygdomme, når alvorligt syge nedprioriteres i sygehusvæsenet, når ældre ikke kan se deres kære, når selv hospicepatienter, der alligevel snart skal dø, skal leve deres sidste tid med restriktioner, så er det bare, jeg spørger: Er det virkelig det værd? Er mange menneskers stress, depression, sygdom, ensomhed, angst og fattigdom virkelig prisen værd for at beskytte de ganske få sårbare mod en virus? Men det er ikke kun den pris, vi betaler.

Foruden det skal vi forholde os til den krig, der skabes i familier og vennekredse om forskellige perspektiver på sygdommen. Vi skal forholde os til coronapolitibetjente, der popper op fra huller i jorden i supermarkederne og skriger: ”Hold afstand”! Vaccineforkyndere, der slår hårdt ned på alle, der tøver eller tvivler. Det er, som om man enten er coronahysterisk eller ligeglad, og alle os midt imellem bliver sat i en af de to bokse. Det er klart, det bringer de værste sider frem i folk, når deres frihed begrænses.