»Undskyld, Mette. Jeg kunne ikke lade være, du har bare sådan en lækker røv i de bukser«
Det eneste nedslående ved den bemærkning var, at den ikke kom fra en mand.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For to år siden gik jeg på Christiansborgs gange på vej hen til folketingssalen for at stemme, tillige med mine øvrige kollegaer. Pludselig var der et folketingsmedlem, der kom og klappede mig bagi og sagde:
»Undskyld, Mette. Jeg kunne ikke lade være, du har bare sådan en lækker røv i de bukser.«
Det eneste nedslående ved den oplevelse var, at det var en kvinde.
Ak ja. Så blussede den #MeToo-debat op igen for fulde gardiner. Nogle folketingsmedlemmer fra venstrefløjen var ved at få deres café latte galt i halsen over, at de fik nogle komplimenter på arbejdspladsen. Vi politikere bliver lige nu bombarderet med spørgeskemaer om, hvorvidt vi har oplevet at blive krænket i form af sms, i tale eller berøringer. Jeg har svaret »nej« til det hele.
Men hvis man som politiker føler sig krænket over, at der er en kollega, der siger ”søde” eller ”smukke” til en, ja så vil man på Christiansborg være som en gnu på savannen blandt hyæner.
Men hvis jeg havde været en tyndhudet kvinde, der tog alt ilde op, så kunne jeg have svaret »ja« til det hele. For ja, jeg får dagligt komplimenter fra folk derude. Alt fra mit udseende, og til dem, der er så venlige at dele med mig, hvad de laver, mens de ser på billeder af mig. Kolleger, der heldigvis giver mig masser af komplimenter, kolleger, der på udvalgsture skriver sms’er en sen aften og spørger, om jeg har noget i min minibar, vi lige kan drikke sammen, og så til dem, der er langt mere bramfri. En del af det er den sjove ping-pong humoristiske dialog, vi har sammen, noget andet skal jeg bare ignorere, og noget tredje skal jeg sige fra over for. Svære er det ikke.
Alt imens kan jeg med taknemmelighed tænke på, at jeg er så privilegeret at få opmærksomhed fra mænd. Det er ikke sikkert, jeg vil få det, når jeg er 75 år. Det er kun noget, der for os kvinder sker i en begrænset periode af vores liv. Jeg er en af de heldige, der oplever det – stadigvæk.
Der er et kæmpe problem ved denne #MeToo-debat. Andre steder i vores retssystem er det mere ligetil: slår du én ned, er du voldelig, myrder du, er du morder, kører du over 130 km/t på motorvejen, overtræder du hastighedsbegrænsningen. Men hvad overtræder du her? Måske overtræder du en persons grænser, måske ikke. Her kan jeg og en venstreorienteret kollega opleve nøjagtig det samme, hvor hun føler sig enormt krænket, og jeg føler, det er med til at gøre en hård arbejdsdag lidt sjovere at komme igennem. Her ser vi vel lige så forskelligt på tingene, som vi gør på det politiske. Her bliver manden ikke dømt ud fra det, han siger eller gør, men ud fra hvordan et andet menneske opfatter hans ord og handlinger. Dét er vildt sårbart for en mand. At han ikke engang kan give en god, gammeldags kompliment.
Vist skal man både tage alvorligt, at der findes folk, der opfører sig så grænseløst og vitterligt krænker andre seksuelt, men også at der findes kvinder, der har svært ved at sige fra og derfor lettere får deres grænser overskredet. Men hvis man – som der har været fremme i debatten – som politiker føler sig krænket over, at der er en kollega, der siger ”søde” eller ”smukke” til en, ja så vil man på Christiansborg være som en gnu på savannen blandt hyæner.