En kriger har forladt Venstre
Der er store udfordringer på Venstres vej mod valget, der blandt andet krydses af uroen på Rolighedsvej.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den nu tidligere Venstre-mand Peter Sporleders skifte til de konservative i Aarhus byråd virker på papiret som et godt match. De konservative har i byrådet fået en mere klassisk socialkonservativ karakter. Sporleder begrunder netop sit exit fra Venstre med partiets mangel på socialpolitiske initiativer og ambitioner. Derudover plejer Det Konservative Folkeparti, der talte om naturbeskyttelse mange år, før andre begyndte at tale om klima, dets grønne profil. Man er for letbane og har fokus på Aarhusbugtens ve og vel.
Den interne uro i Venstres byrådsgruppe har været kendt længe. Selv på Christiansborg er det bemærket. Endnu værre er det dog, at emnet også optager vælgerne.
Det passer tilsyneladende godt ind i Sporleders kram. Da han stadig var debutant i byrådet, kastede han sig ind i kampen for at bevare Væddeløbsbanen og de grønne områder omkring stadion, da debatten om Folkeparken var på sit højeste. Positionen passede hverken ind i Venstres politik eller partiets drejebog for politik, som nok på nogle punkter trænger til en gennemskrivning. I hvert fald hvis man har ambitioner i forbindelse med næste kommunalvalg, der skal finde sted om mindre end to år.
Den interne uro i Venstres byrådsgruppe har været kendt længe. Selv på Christiansborg er det bemærket. Endnu værre er det dog, at emnet også optager vælgerne.
Partiet har tilsyneladende gjort bevarelsen af de grønne områder ved Tangkrogen til en mærkesag og har indtaget en for et liberalt parti opsigtsvækkende position i forhold til havnens åbenbart modstridende behov for en udvidelse. De grønne, kystnære åndehuller betyder meget for partiet, må man forstå. I hvert fald syd for byen.
Anderledes forholder det sig åbenbart i den nordlige ende. Som teknikrådmand har Venstre-leder Bünyamin Simsek båret en meget omtalt byggesag frem til byrådet. Ønsket er at udarbejde en ny lokalplan for området, der giver mulighed for at bygge til Hack Kampmann-huset ”Strandhuset” og bygge en anden villa i kanten af Strandparken.
Sagen diskuteres ivrigt i villaerne ved vandet, og det er underholdende at følge debatten, der ikke kun handler om huse kontra græs, men også er et sammenstød mellem kulturer. Nye og gamle penge er stadig pejlemærker, man navigerer efter i 8240.
For nogen er det uacceptabelt, at der bygges i det rekreative område, der med betonelementernes indtog på nabogrunden ved det gamle psykiatriske hospital allerede synes under pres.
Andre mener, at investoren Martin Busk blot har gjort en god forretning, da han fik grundene på hånden til, hvad man opfatter som en ualmindelig god pris. Men man har mødt folk fra begge lejre, der forenes i en undren over Venstres ageren og position i sagen.
Som rådmand for Teknik og Miljø skal Bünyamin Simsek behandle forslag om blandt andet infrastruktur, der er blandt partiets hjertesager, men som er indgået med et rødt flertal og derfor sjældent kommer til at ligne Venstres politik. Det gør han hæderligt i respekt for processen og den tekniske forvaltning. Men det er et svært udgangspunkt at tegne en tydelig version af sit eget partis politik fra.
Venstres behov for en mere tydelig profil kræver byrådsmedlemmer med et brændende personligt engagement. Sådan et mistede partiet torsdag aften.