Tillykke med fødselsdagen, letbane. Vi tvivlede på, om du nogensinde ville nå hertil

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kære Letbanen

Da fru Fernando Møghe fyldte 90 år, gav det anledning til en del opstandelse i Korsbæk. Mange, inkl. værterne for fejringen, familien Varnæs, og selv kongen var overbeviste om, at den viljefaste enke rundede de 100 år. Sådan er det også med dig, kære letbane. Takket være udsættelse, forsinkelser og pludselig aflysning er det svært helt at fastslå din alder. Du har ophævet fornemmelsen af både tid og rimelighed.

På Djursland er du stik mod intentionen slet ikke født endnu. Letbaner er åbenbart drægtige på elefantniveau. Måske er der flere lighedstegn. Du lader vente på dig, og mon ikke det har presset mange så massivt over i bilerne, at det bliver svært at få dem derfra, hvis du engang skulle køre på Djursland.

Den 21. december 2018 er det så et år siden, at du første gang endelig åbnede døren og tog passagerer med.

Kransekagekrummerne fra den planlagte fejring var for længst blæst i samme retning som troen på, at det hele nok skulle gå.

Den endelige premiere foregik da også særdeles stilfærdigt. Sidste jul var der ingen store armbevægelser i Aarhus.

I den første lange tid henslæbte du tilværelsen op og ned ad Randersvej. Som et rundturstog i en forlystelsespark fragtede du tilsyneladende tilfældige rejsende uden nogen afgørende rolle eller formål. Ekspansionen til Odder lod også vente på sig, men da der omsidder kom forbindelse, begyndte dit liv at give en smule mening.

Du er dog endnu under, hvad man må forvente at være et alderssvarende niveau. Grundlæggende færdigheder kommer ikke så nemt til dig. Trafiktællerne og informationssystemerne er langtfra udviklet i samme grad som din og dit baglands selvforståelse. Du var på forhånd udråbt til at løse en af byens helt store problemer; trængslen. Endnu har vi til gode at se effekten.

Måske det kommer, når der gives grønt lys til, at du må bevæge dig til Djursland. Det er netop der, man kan forvente at borgerne bliver mest glade for dig. Men også der har du allerede skuffet. Der er meget goodwill at indhente.

Det er ikke bare de mentale knubs, der har ramt dig i det forgangne år. 18 gange har du på utilsigtet vis mødt en medtrafikant i bil, på cykel eller gåben. Vi aarhusianere har åbenbart ikke helt vænnet os til din tilstedeværelse, og den ros skal du have: du har endnu ikke pludselig skiftet bane eller været bedøvende fraværende i trafikken, som det kan ske for os andre. Der er gudskelov endnu ikke sket dødsfald i den forbindelse. Det blev ellers opfattet som en kalkuleret risiko.

Apropos død. Skal vi ikke blive enige om, at det var det. Der er ingen tvivl om, at en ny kollektiv transportform er påkrævet i Aarhus. Det siger både klimaet, virksomhederne og borgerne. Men fri os fra flere Bratislava-indslag i byen.

Jeg håber, at kollektiv trafik bliver smukkere med årene. Hvor ville det være godt, hvis Aarhus skånes for mere kabelspaghetti og flere master i den helt centrale del af byen. Det bliver ellers konsekvensen, hvis ikke dine værger i byrådet kommer på andre tanker og vælger, at barn nummer to skal være f.eks. eldrevne busser eller noget andet og smartere, der findes, når pengene til familieforøgelsen engang er fundet.

Konklusionen på din etårsdag må være, at du skal tage dig gevaldigt sammen, vise dit værd og forlige dig med tanken, at kommende generationer i transportfamilien forhåbentlig vil være baseret på andre mere moderne og ikke mindst fleksible løsninger.

Kære Letbane. Tillykke med det første år på skinner. Din undfangelse har været dyr, svangerskabet langtrukkent og besværligt, din fødsel forsinket og dit første års udvikling langt fra overbevisende.