Jeg kan da ikke spise kold kødsovs
Hvad gør man som elev, når skolens mikrobølgeovn er gået i stykker? På lærerværelset var der ingen hjælp at hente. Her er mikrobølgeovnen forbeholdt lærerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Her forleden havde jeg en meget stødende og oprivende oplevelse på min ellers gode skole. Det drejer sig om skolens mikrobølgeovn. Vi havde fået spisepause, og som sædvanligt var vi nogle elever, der havde mad med, der skulle opvarmes. Men hovsa, hvad var nu det? Mikrobølgeovnen var i stykker.
Hvad gjorde vi så? Vi var fire elever, der besluttede os for at gå op på skolens lærerværelse for at låne deres mikrobølgeovn, da skolen ingen andre har. Vi gik så roligt derop og spurgte, om vi mon måtte låne mikrobølgeovnen. Én lærer var allerede i gang med at varme sin frokost, som vi jo selvfølgelig respekterede, men hvad han så sagde, blev jeg rystet over: »I kan ikke låne vores mikrobølgeovn. I er nødt til at spise jeres mad kold.«
En anden lærer besluttede sig for at bakke ham op og sagde så: »Det er lærerområde, I må ikke være her.« Dette rystede mig endnu mere, og jeg gik til forsvar. »Jamen, jeg kan da ikke spise kold kødsovs?« fik jeg sagt med en ellers rolig stemme.
Det hjalp tilsyneladende ikke, for vi fik bare samme påbud om at spise maden kold. Det endte ud i, at vi var et par stykker, der simpelthen måtte løbe hjem til en klassekammerat og låne vedkommendes mikrobølgeovn for igen at tage turen op på skolen og spise vores mad, som knap nok stadig var varm.
Jeg føler, at det rent ud sagt er magtmisbrug. Det kan jo godt være, at min oplevelse er en lille ting, men set i et større perspektiv er det da generelt et problem, at lærerne sætter sig selv op på en piedestal.
Hvad er det for en opførsel? Hvor er moralen? Skal lærerne ikke være de gode eksempler, der skal fortælle eleverne, at man skal opføre sig ordentligt og respektere andre mennesker?
Vores høflige opførsel er jo åbenbart kun ensidig, for det, jeg har oplevet, er jo et tegn på manglende medmenneskelighed. Ja, det er mikrobølgeovnen tilhørende lærerne, men hvad gør man, når man står i en situation som denne?
Jeg mener da bare, at man bør være der for hinanden, om man er lærer eller elev. Et samfund kan da ikke bygges op på en adfærd så egoistisk som denne? Det er jo specielt her i folkeskolen, vi lærer, hvordan vi skal opføre os. Vi går i skole fem ud af ugens syv dage, og så må man da mene, at lærerne spiller en ret så stor rolle, når det kommer til vores opførsel.
Jeg går i 9. klasse. Vi møder klokken otte og får først fri klokken tre.
Dagen, hvor jeg havde oplevelsen, var en mandag. Om mandagen har vi valgfag og får først fri kvart i fire.
Havde jeg ikke haft muligheden for at tage hjem til min klassekammerat og varme min mad, skulle jeg gå i syv timer og 45 minutter uden at indtage noget. Kan man virkelig som lærer, som menneske i det hele taget, tillade sig at fortælle os, at vi skal spise vores mad kold? Vi har jo så to valgmuligheder: Enten spiser vi maden kold, eller så spiser vi den ikke.
Forventer lærerne, at man kan gå på tom mave i så lang tid? Kan vi virkelig ikke få lov til at varme vores mad denne ene dag?
Vi elever har også en lang dag, men det tages der ikke hensyn til. Det er her, jeg virkelig mærker den store ulighed mellem elev og lærer, og det gør mig virkelig oprevet at tænke på, at de som mennesker kan handle sådan.
Jeg har altid været glad for at gå i skole, og jeg har altid haft stor respekt for mine lærere, men denne episode har virkelig sat sit aftryk i mig. Jeg har dog stadig respekt for lærerne, men jeg synes ikke, at denne situation havde berettigelse. Er dette generelt en almindelig læreradfærd i de danske folkeskoler?
Jeg føler, at det rent ud sagt er magtmisbrug. Det kan jo godt være, at min oplevelse er en lille ting, men set i et større perspektiv er det da generelt et problem, at lærerne sætter sig selv op på en piedestal.
Måske tager jeg fejl? Mit spørgsmål lyder på, hvor grænsen går for, hvad en lærer kan tillade sig? Det forventes af eleverne, at de har respekt for læreren, men hvad forventes der egentlig af læreren? Jeg er jo bare elev i folkeskolen. Jeg skal se lærerne som forbilleder. De skal lægge grundlaget for min egen opførsel, men det er bare svært at se det troværdige og gode forbillede, når man udsættes for en opførsel som denne. Jeg siger ikke, at alle lærere opfører sig sådan, som jeg oplevede det, men det gjorde mig alligevel dybt chokeret. Hvorfor nej?