Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kontanthjælpsloftet skaber fattigdom og arbejdsløshed

Thomas Medom, politisk leder for SF-Aarhus, social- og beskæftigelsesrådmand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Blå blok har indført et kontanthjælpsloft, som betyder, at nogle af de borgere, der har mindst i vores samfund, får endnu mindre at leve for. Det er dybt usympatisk. Derfor er jeg også lodret uenig med Lene Horsbøl, der betegner kontanthjælpsloftet som en ”nødvendig løsning”.

Kontanthjælpsloftet er først og fremmest en stor ulykke for de borgere, der bliver urimeligt hårdt ramt på pengepungen. Konsekvenserne er til at tage og føle på. Flere vil få svært ved at blive boende til den husleje, de betaler i dag, og i en by som Aarhus er det ualmindelig svært at finde billige lejemål. Børnefamilier må spare på fødselsdage og fodboldklub, hvilket går ud over børnenes trivsel og sociale liv.

Og når privatøkonomien giver hovedbrud, er der færre ressourcer til det, der peger fremad i form af uddannelse, kompetenceudvikling, jobsøgning etc.

Jeg er overbevist om, at kontanthjælpsloftet vil vise sig at modarbejde de intentioner, som vi alle har – nemlig at ledige bliver en del af arbejdsfællesskabet, og at udsatte familier kan skabe sig en god tilværelse.

Det er langtfra første gang, at regeringen bruger forarmelse som redskab, og sporene skræmmer fra både starthjælp og integrationsydelse.

Blå blok ser ledige som driverter, der kun begynder at arbejde, hvis de bliver pisket til det af økonomiske grunde. Men arbejde handler om meget andet end løn. Det handler om fællesskab, om personlig udvikling, selvværd og tilfredsstillelsen ved at bruge sig selv og opleve, at man kan gøre nytte. Som mennesker motiveres vi af andet og mere end bare penge, og derfor er hele tankesættet bag kontanthjælpsloftet forfejlet. Hvornår går det op for blå blok?