Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Diagnoser på jobcentret

Hvornår er ansatte i jobcentrene begyndt at få lægelige kompetencer?

Jesper van der Schaft, førtidspensionist, Haslevej 20, 1.-6, Åbyhøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nu er Kommunernes Landsforening (KL) åbenbart begyndt at bestemme over lægernes faglige kompetencer, og hvad lægerne må afgøre og sige om deres patienters erhvervsevne – i grove træk. Som vi bl.a. kan læse på folketidende.dk 19/10: »Lægerne har erklæret Tenna to tredjedele invalid. Alligevel blev hun sendt ud i endnu et ressourceforløb, hvor hendes smerter blev forværret. Hun har altid arbejdet hårdt, men er nu nedslidt og syg med en ødelagt nakke og ryg, psoriasisgigt og hoftedysplasi. Hun går til fysioterapeut fire dage om ugen, men har alligevel ingen udsigt til førtidspension.«

Og nu har vi simpelthen fået det på skrift, hvor chefkonsulent, Camilla Treldal Jørgensen, KL, bl.a. udtaler sig på Avisen.dk 16/11: »Det er slet ikke lægernes job at vurdere patienternes arbejdsevne. Det er jobcentrene, der har til opgave at vurdere, hvilken beskæftigelsesindsats der skal til, og det er det, jobcentrene er specialister i. Lægerne er uddannede i medicin og er rigtig dygtige til at stille diagnoser.«

Undskyld mig, men hvornår er de ansatte i jobcentrene begyndt at kunne finde ud, hvilke arbejdsopgaver en person, som f.eks. har sclerose og smerter hver eneste dag, kan udføre? For selvom chefkonsulenten fra KL også siger dette på Avisen.dk: »... der er meget stor forskel på, hvor meget forskellige borgere med den samme diagnose kan arbejde, det afhænger blandt andet også af jobbet, og derfor kan det være svært for lægerne at vurdere arbejdsevnen«, så mener jeg, at det bestemt er sammenspil mellem læger og ansatte i jobcentre med at finde ud af, hvilke arbejdsopgaver deres patienter/klienter kan udføre. Og bestemt ikke de ansatte fra jobcentrene – alene.

De ansatte i jobcentrene har da ikke lægelige kompetencer til at vurdere, hvor mange deres klienter har af smerter, samt hvor meget deres klienter kan klare af arbejdsopgaver. Men måske tager jeg fejl? For sådan ser det da ud. Det er lige som om, at de ansatte i jobcentrene har fået lægelige kompetencer i deres jobbeskrivelse.

Vi kan tydeligt få en klar indikation om, at det er lægerne, som er den lægelige kompetence, og ikke de ansatte i jobcentrene, ved bl.a. at læse det her på Avisen.dk 16/11: »Benny Ehrenreich er praktiserende læge i København og har mange patienter på kanten af arbejdsmarkedet (…) ”Jeg sidder jo med mange, der er rigtigt dårlige, så det kan godt være, at ressourceforløbene er velfungerende for mange. Men jeg oplever ofte, at mine patienter bliver dårligere af det”, siger han.«

Så det er simpelthen en ommer for KL – især vedrørende deres udtalelser om, at jobcentrene ved, hvad deres klienter, som er syge eller har handicap, kan klare af arbejdsopgaver.