Lukning svækker historien
Erhvervsarkivet har spillet en vigtig rolle i samfundet siden 1948.
Rigsarkivar Asbjørn Hellum vil lukke Erhvervsarkivet i Aarhus. Han taler ganske vist om en flytning til Viborg, men navnet er allerede ændret til Rigsarkivet Aarhus, og Erhvervsarkivets mulighed for fortsat at være et omdrejningspunkt for erhvervshistorisk forskning er derved nu alene bundet op på placeringen i Aarhus.
For os, som mener, at erhvervslivets aktører spiller en vigtig og delvist overset rolle for samfundsudviklingen, er det et meget forkert signal at nedlægge Erhvervsarkivet som selvstændig enhed.
Offentlige myndigheder har pligt til at aflevere deres arkivalier til offentlige arkiver. Det skal sikre, at deres handlinger kan diskuteres på oplyst grundlag af forskere i fremtiden.
Private virksomheder har i modsætning hertil ingen lovfæstet pligt til at indlevere dokumenter til offentlige arkiver. Mange har heldigvis valgt at gøre det alligevel, fordi de er blevet bevidste om den samfundsmæssige betydning, de spiller.
Erhvervsarkivet har siden etableringen i 1948 spillet en vigtig rolle i den bevidstgørelse.
Synligheden bliver mindre
Hvis arkivet nu forsvinder som selvstændig institution, vil synligheden blive mindre og muligheden for at indsamle virksomhedsarkivalier reduceret.
Erhvervsarkivet har gennem årene været en solid samarbejdspartner for mig og mine kolleger på de danske museer.
Vi har henledt arkivets opmærksomhed på interessante arkivalier, og omvendt har Erhvervsarkivet været det naturlige udgangspunkt for megen af museernes forskning og undersøgelsesvirksomhed i forbindelse med udstillinger.
Båndet bliver svækket
Altid har vi fået god hjælp af Erhvervsarkivets arkivfaglige medarbejdere, men båndet mellem museerne og Erhvervsarkivet vil nu blive svækket.
Selv om dele af medarbejderstaben flyttes med til Viborg, er det nemlig svært at tro på, at de erhvervshistoriske kompetencer på sigt kan fastholdes og udvikles.
Forudsætningerne for at skrive industrihistorie, jernbanehistorie, kulturlandskab, teknologihistorie, landbrugshistorie, arkitekturhistorie, fiskerihistorie og meget mere vil blive dårligere, og det gælder for forskere i hele landet.