Nyt trafikknudepunkt ved Hasselager
Den nye togplan giver store muligheder for bl.a. trafikafviklingen i og ved Aarhus.
Den netop vedtagne togplan har kolossal, ja, nærmest uvurderlig stor betydning for Aarhus og Aarhus Havn. Jernbanenettet bliver elektrificeret, udrettet og opgraderet, således at vi kommer til at kunne køre med godstog, almindelige persontog samt tillige meget hurtige persontog til og fra København og Aalborg samt ikke at forglemme Hamburg/Berlin, alt baseret på eltog med kendt og afprøvet teknik.
Men togplanen giver også store muligheder lokalt i relation til udviklingen af letbanen samt for trafikafviklingen mv. i det hele taget i og ved Aarhus. Blandt andet giver togplanen gode forudsætninger for at skabe et nyt, stort trafikknudepunkt med tilhørende ny banegård og ny busstation m.m. ved Hasselager.
Trafikknudepunktet ved Hasselager skabes ved, at den netop besluttede nye jernbanestrækning fra Hovedgård ved Hasselager/Hørning laves sådan, at den naturligvis indføjes i den nuværende jernbane til Aarhus H, men at den tillige videreføres ved en ny jernbanestrækning vest om Årslev Engsø langs motorvejen, hvor den kobles på den nordgående hovedbane til Aalborg i nærheden af Lyngby. Herved kan nord- og sydgående tog, herunder godstog, som ikke har ærinde på Aarhus H, køre vest om Aarhus.
Odderbanen skal så tillige suppleres med en kort, ny jernbanestrækning fra Tranbjerg og over til skæringspunktet for den nuværende hovedbane og den kommende nord-sydgående hovedbane, hvorved der opstår et stort ”jernbaneknudepunkt”, hvorfra der kan køre tog i alle retninger.
Ny banegård og busstation
Dette jernbaneknudepunkt vil ligge meget tæt ved motorvejssystemet og den gamle hovedvej, og når vi så engang får lavet Bering-Beder-vejen, vil der for meget små investeringer integreret med ”jernbaneknudepunktet” tillige kunne laves et stort trafikknudepunkt for bus- og biltrafikken. Herved er der skabt et meget stort trafikknudepunkt for såvel tog som biler.
Blandt andet giver togplanen gode forudsætninger for at skabe et nyt, stort trafikknudepunkt med tilhørende ny banegård og ny busstation m.m. ved Hasselager.
Ved dette store, nye trafikknudepunkt skal der bygges en ny banegård og en ny busstation, hvorved det herfra bliver muligt på let vis at komme stort set alle steder hen såvel lokalt, regionalt og nationalt som til Hamburg/Berlin. Ved stationerne skal der naturligvis være samme faciliteter, herunder forretninger mv., som det er normalt ved store trafikstationer. I tæt forbindelse med trafikknudepunktet skal der etableres et kæmpestort ”park and ride”-system, hvor der er gode og billige parkeringspladser, så langt øjet rækker. Parkeringspladserne skal være til såvel kort- som langtidsparkering og skal være meget fleksible og lette at anvende, uanset hvilket ærinde man måtte have. ”Park and ride”-systemet er naturligvis åbent hele døgnet på alle årets dage, og der er gratis, små, interne shuttlebusser, som gør det let at komme fra parkeringspladserne til og fra tog og busser. Hele dette arrangement vil gøre det særdeles let og attraktivt at tage med tog og busser herfra.
Især af hensyn til letbanen skal vi have lavet endnu en kort, ny jernbanestrækning, nemlig en forlængelse af letbanen/Grenaabanen fra Lisbjerg til hovedbanen ved Geding, hvor forlængelsen kobles på hovedbanen.
Med denne korte, nye jernbanestrækning i tillæg til de tidligere anførte nye jernbanestrækninger og trafikknudepunktet med den nye banegård vil der være væsentligt mere kapacitet og fleksibilitet til rådighed for letbanen. Det vil tillige gøre det muligt og forholdsvist nemt at udvide letbanesystemet, så det med tiden kommer til at omfatte hele eller det meste af ”den østjyske millionby”.
Med busstation mv. vil der være gode forbindelser til øvrige trafikforbindelser, og ”park and ride”-systemet vil gøre det muligt på nemmeste vis at parkere bilen her og komme hurtigt rundt i hele området med den offentlige trafik. Dette vil tillige kunne lette presset i Aarhus midtby for nogle af de mange, mange biler.
Multiarena og messecenter
Det kan tillige være hensigtsmæssigt at placere en lang række andre aktiviteter ved og i tilknytning til trafikknudepunktet. De aktiviteter, som måske især kunne komme på tale, er aktiviteter, som har mange besøgende, tilskuere eller tilhørere, idet dette kræver gode trafikforbindelser samt gode tilkørsels- og parkeringsforhold. Der er mange muligheder, og jeg skal her blot give eksempler på nogle stykker, som eventuelt kan realiseres med tiden:
En af de største – hvis ikke dén største – nye multiarena i Danmark.
Nyt messe- og udstillingscenter – alle store messer og udstillinger skal kunne afholdes her.
Nyt, ”rigtigt” fodboldstadion – Aarhus er naturligvis en stor fodboldby.
Andre nye, store idrætsanlæg – det kunne f.eks. være en ny skøjtehal/vinterstadion.
Ny, stor koncert- og festivalplads – placeres måske lidt i periferien pga. højt lydniveau.
Nyt togcenter – vedligeholdelsescenter og ”parkeringsplads” for tog, som ikke er i drift.
Afslutningsvis anføres, at listen let kan gøres længere. Det anføres tillige, at et par af de nævnte forslag potentielt vil kunne åbne for nye, store udviklingsmuligheder for såvel banegraven som området omkring vort nuværende stadion, herunder cykel- og travbanen.