Østjylland inviterer til samspil med statens togplan
Der er behov for, at staten nu går med i samarbejdet om at lave den langsigtede trafikplan, så fremtidens bystruktur kan skabes.
De statslige planer for baneudbygning med en timemodel for rejser mellem de største byer i Danmark vil give et kraftigt løft til den kollektive trafik mellem landsdelene og internt i det østjyske bybånd.
Kommunerne i letbanesamarbejdet har allerede tilpasset byudviklingen i forhold til letbanens ”finderplan”.
Men det siger sig selv, at det skal være nemt at komme videre fra banenettets terminaler med andre transportformer for at nå det endelige rejsemål.
Hvis borgerne ikke kan komme til og fra stationerne på hovednettet, kan man stille spørgsmålstegn ved, hvad den samfundsmæssige nytte er af at investere milliarder i det nationale banenet.
Den nye letbane i Aarhusområdet, som betjener mange arbejds- og uddannelsessteder i Aarhus og forbinder Aarhus, Odder og Grenaa/Djursland med en moderne elektrificeret bane, vil gøre det attraktivt at tage letbanen til Aarhus og dermed understøtte timemodellen.
Men der er brug for at brede paletten ud og sikre god mobilitet andre steder end til Aarhus H og dér, hvor letbanens første etape strækker sig.
Aarhusområdet er storbyregionen uden for hovedstadsområdet og oplever massiv vækst, hvilket giver voksende udfordringer for mobiliteten i form af kødannelser på vejene og længere rejsetider i bil- og bustrafikken.
De seneste målinger tyder på, at pendlere i Aarhusområdet bruger længere tid på at vente i trafikken end pendlerne i København.
Samspil 2025 samler trådene
For fortsat at understøtte befolkningstilvæksten i hele Aarhusområdet er en god tilgængelighed til de centrale byområder helt afgørende.
Derfor inviterer letbanesamarbejdet med oplægget ”Samspil 2025” staten til at samarbejde om udbygning af et effektivt, kollektivt transportsystem i Østjylland, som både understøtter en østjysk ”fingerplan” for kollektiv trafik med nye etaper af Aarhus Letbane, sikrer en sammenhængende, bæredygtig mobilitet i Aarhusområdet og i det østjyske bybånd. Det er ikke mindst understøtter timemodellen, en mulig Kattegatforbindelse og en ny direkte regionalbane på strækningen Aarhus-Galten-Silkeborg til forbedring af kollektiv trafik på tværs af Region Midtjylland.
Realiseringen af visionen vil ikke blot medføre et skinnebåret grundnet i Østjylland med høj kapacitet, regularitet og komfort; den vil også bidrage til bedre bykvalitet og byliv i form af æstetisk og herlighedsværdi – alt sammen værdier, som i dag ikke medtages i de samfundsøkonomiske analyser, som udgør en del af beslutningsgrundlaget for større anlægsprojekter.
Kommunerne i Letbanesamarbejdet har allerede tilpasset byudviklingen i forhold til letbanens ”fingre”, så der fortættes og udvides i tilknytning til letbanestationerne og dermed skaber et solidt grundlag for at gøre den kollektive trafik til et attraktivt valg.
Der er nu et udtalt behov for, at staten nu går med i samarbejdet om at lave den langsigtede trafikplan, der kan udgøre skelettet og et sikkert grundlag for den fremtidige byudvikling i form af stationsnær byfortætning. Kun med et sådant samarbejde sikrer vi, at indsatserne omkring byplanlægning og investeringerne i kollektiv trafik koordineres og tænkes i helhed, så vores fælles mål kan opfyldes – nemlig at sikre en sammenhængende, bæredygtig mobilitet.
Og vi skal i gang nu, hvis både Øst- og Vestdanmark skal have glæde af de store milliardbeløb, der investeres i baneprojekter og timemodellen over de næste 10 år. Ellers bliver vækstvognen koblet af toget.