Fortsæt til indhold
Debatindlæg
Metin Lindved AydinRådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune (RV)

Vi spørger skam også, hvorfor Jeppe tager kokain

Kommunen forsøger at flytte fokus fra forestillingen om et natteliv, hvor kokain er normalt, til de mange unge, der siger nej. Pointen er, at unges valg også formes af det billede, de møder af fællesskabet omkring dem.

Natteliv i Skolegade i Aarhus. Arkivfoto: Philip Davali/Scanpix

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvorfor tager Jeppe kokain? Det spørgsmål stiller Peter Mathias Jespersen her i Jyllandsposten med inspiration fra Holbergs klassiker.

Læs også

Og det er bestemt et relevant spørgsmål. For selvfølgelig skal vi forstå, hvorfor nogle unge tager stoffer. Men vi skal også forebygge, at flere begynder. Og vi skal sikre, at unge i Aarhus kan gå i byen og være en del af fællesskabet uden at føle, at kokain hører med til festen.

Men vi skal også passe på med at tegne et billede af et ungdomsliv, hvor stoffer flyder. For vi ved, at langt de fleste unge holder sig fra kokain og andre hårde stoffer, også selvom de bliver budt. De går i byen for at være sammen, have det sjovt og skabe oplevelser med deres venner. Og det vil vi gerne støtte dem i fortsat at gøre.

Når det er sagt, er vi selvfølgelig ikke blinde for de bekymringer, som stoffer kan vække. Jeg har tre børn i gå-i-byen-alderen og frygter som far næsten ikke noget mere end, at et af dem skulle blive afhængigt af stoffer.

Derfor har vi i Aarhus Kommune sat fokus på kokain i nattelivet med kampagnen ’Aarhus siger nej til stoffer’, hvor vi hylder de 96 procent af unge aarhusianere, der ifølge Region Midtjyllands sundhedsprofil ’Hvordan har du det? 2025’ ikke har prøvet andre stoffer end hash.

Vi har inddraget unge aarhusianere i udviklingen af kampagnen, fordi deres erfaringer og perspektiver er afgørende, hvis vi vil ramme virkeligheden, som de oplever den. Deres input understreger blandt andet, hvor stor betydning fællesskabet har, og hvor meget lettere det kan være at sige nej, når man ved, at ens venner bakker op.

Stofforebyggelse handler ikke kun om at advare mod det, der kan gå galt. Det handler også om at styrke det, der allerede hjælper unge med at træffe gode valg. For vores forestillinger om, hvad andre gør, har betydning for vores egne valg. Hvis man tror, at kokain er en almindelig del af nattelivet, kan det blive lettere selv at prøve. Også selvom man egentlig ikke har lyst.

Samtidig ved vi, at unges valg ikke træffes i et tomrum. Fællesskab, gruppepres og ønsket om at passe ind kan spille en rolle. Presset behøver ikke være direkte. Det kan også være frygten for at virke kedelig eller gå glip af noget, hvis man siger nej.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke alene giver de unge viden om rusmidler, men også hjælper dem med at navigere i de sociale situationer, hvor de kan komme i tvivl om deres egne valg.

Her kommer vi til det andet ben i kampagnen. Med et nyt undervisningsmateriale gæster kommunale forebyggelseskonsulenter aarhusianske elever på ungdomsuddannelserne i 2027. Klasseforløbet og materialet lægger op til dialog, refleksion og konkrete dilemmaer fra de unges liv. Det giver eleverne mulighed for at dele perspektiver, udfordre hinandens forestillinger og øve sig i at træffe egne valg, også når de oplever forventninger fra andre.

Forebyggelse handler imidlertid ikke kun om at fortælle unge, hvad de skal holde sig fra. Vi skal også forstå, hvorfor nogle vælger at tage stoffer og rusmidler, og hvilken rolle de spiller i deres liv. Det er en central del af arbejdet i kommunens rusmiddelbehandling, og det er også her, svaret på, hvorfor Jeppe tager kokain, blandt andet findes.

Her møder vi unge med nysgerrighed og spørger ikke kun til, hvilke rusmidler de bruger, men også til, hvilken funktion rusmidlerne har i deres liv, og hvad de oplever at få ud af dem. Det giver os et bedre udgangspunkt for at støtte dem i at finde andre måder at håndtere de udfordringer og behov på, som rusmidlerne er forbundet med.

Der er altså brug for både at forebygge, at unge begynder at tage stoffer, og at hjælpe dem, der allerede har et forbrug. Vi skal både forstå årsagerne til deres stofbrug og styrke de mange unge, der vælger stofferne fra.

Vores ambition er, at ingen unge i Aarhus skal føle, at kokain er prisen for at være med. Det skal være muligt at være en del af fællesskabet, have en god bytur og stå ved sit nej. Og det ansvar skal de unge ikke stå alene med.

Metin Lindved Aydin.