Kære Thomas Medom. I folkeskolen hersker den økonomiske frivillighed og grundlæggende ret til deltagelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er glad for, at rådmand Thomas Medom i sit svar d. 27/10 på mit indlæg fra 15/10 på disse debatsider om problematisering af forældrebetaling i skolen skriver, at også han mener folkeskolen fortsat skal være gratis.

Dette ståsted er nemlig, heldigvis, i fuld overensstemmelse med både grundloven og folkeskoleloven. Det bør derfor også politisk være ret enkelt at sikre, at alle skoler i Aarhus reelt er gratis: Skolerne skal efterleve lovens bogstav og ånd i deres praksis.

Rådmanden skriver videre, at han vil undersøge den i mit indlæg påpegede forældrebetaling, som findes på flere folkeskoler i Aarhus (og på mange flere folkeskoler i landet).

At Medom som ansvarlig rådmand for området tager det på sig at undersøge og følgelig rydde op i denne kultur er velkomment og pligtskyldigt.

Derfor handler det heller ikke om, som rådmanden ellers skriver, hvorvidt eller ej forældreudgifterne i skolen er: “(...) Så store, at det for mig at se nemt kan blive en barriere for, at nogle børn kan komme med på turen og på den måde udfordre adgangen til fællesskabet”.

Det handler ikke om bløde vurderinger af, hvorvidt eller ej forældreudgifterne er ”for høje”. Det handler om, at skolerne ikke kan pålægge forældrene udgifter overhovedet, og at de, jf. folkeskolelovens paragraf 50, må og skal stille sig åbent og tydeligt ovenpå dette.

De ønsker om bedre finansiering af skolerne, som rådmanden giver udtryk for, deler jeg fuldstændigt. Ude på skolerne vil vi gerne have bedre råd til den ekskursion, den lejrtur eller den skolerejse, der understøtter og bidrager til at indfri løfterne i folkeskolens fine formål.

Til gengæld undrer jeg mig over, og jeg mener, rådmanden perspektivforskyder, når han skriver, at han “forstår skolernes ønske om medfinansiering”.

Dels har skolerne ikke hjemmel i loven til at ønske sig pligtskyldig medfinansiering af forældrene - dels ved vi fra flere valide undersøgelser, at medfinansiering udelukker en stor del af skolens elever og forældre. Rådmanden ønsker sig næppe at udelukke nogen.

Når rådmanden derfor nu tager fat på at undersøge skolernes principper og praksis, bør han lægge sig folkeskolelovens paragraf 50, dennes bogstav og ånd samt UVMs fine vejledning på området på sinde.

Der skelnes i lov og vejledning mellem lejrture og skolerejser.

Alle udgifter til lejrture betales af skolen. Skolen kan opkræve betaling til forplejning i et omfang af, hvad der svarer til det sparede hjemmeforbrug - resten skal skolen finansiere. Helt klare linjer i en lov, som endda på smukkeste vis beskytter den enkelte elevs ret til deltagelse, også selvom hans forældre ikke betaler for forplejning.

Arrangerer skolen en skolerejse, er skolen forpligtet på at finansiere udgifterne til lærerens deltagelse. Skolen kan derudover vælge at finansiere andre udgifter - transport, indkvartering, entréer etc - men den er ikke forpligtet på det.

Derfor kan skolen godt lade forældre i en klasse vide, at forældrene - hvis en skolerejse skal gennemføres - i fællesskab skal lykkes med finansiere eller opspare et beløb til medfinansiering. Medfinansiering af en skolerejse er helt og aldeles frivillig for den enkelte elev og elevens forældre, og gennemføres en skolerejse, har alle elever ifølge loven ret til at deltage i den.

Også klart nok.

Hvis en skole opererer med skolerejser, er skolen altså særligt forpligtet på, med store bogstaver i bøjet neon og i klar og tydelig tale, at lade forældrene vide, at det er helt og aldeles frivilligt at bidrage økonomisk, og at det ingen konsekvenser har for den enkelte elevs deltagelse, om der bidrages.

En skolerejse med medfinansiering af forældre stiller også høje krav til skolens praktiske etik ift. hvordan skolen tilrettelægger en kommunitaristisk finansieringsmodel, der ikke lægger betalingspres på elever og forældre.

Videre stiller det krav til skolen om, at forældrebidrag IKKE må tage form af en individuel betaling for enkeltelever, hvor det fremgår som om forældres betaling for deres egne børn er en forudsætning for deltagelse.

En sådan individuel betalingsmodel er konkret praksis på nogle af de skoler, hvis principper, jeg omtaler til i mit tidligere indlæg (15/12).

Når skolen forsømmer eller undlader at informere elever og forældre om den økonomiske frivillighed i forbindelse med skolerejser, lægger den dels pres på elever og forældre, dels handler den mod bedre vidende, og den bringer sig derfor i ond tro.

Det er en skoleledelses opgave at drive skole efter folkeskoleloven, og det er en skolebestyrelses opgave at føre tilsyn hermed.

Folkeskoler er på vildveje, når de i princip og praksis tier om lovens udtrykkelige bestemmelser om den helt grundlæggende frivillighed ift. betaling forældre og elevers betalingsuafhængige ret til deltagelse.

Hvis folkeskoler har eller ønsker at have principper for forældrefinansiering af skolerejser, vil jeg derfor ydmygt foreslå rådmanden, at disse skoler helt principielt og i praksis eksplicit skal fastslå, at økonomiske bidrag er aldeles frivillige, og at alle elever kommer med på alle de lejrture og skolerejser, skolen gennemfører, uanset om forældre betaler.

Dét er nemlig lovens bogstav.

Det er godt, at rådmanden undersøger sagen, for der er brug for politisk handling på området nu, også i Aarhus.

Som lærer i den århusianske folkeskole, hvor “brede børnefællesskaber” står højt på det skolepolitiske firmament, mener jeg, det er pinligt og forargeligt, at der finder reel økonomisk eksklusion sted på- og af skolerne selv.

Der må og skal gøres op med den veldokumenterede økonomiske marginalisering af alt for mange elever og forældre i folkeskolen.

Det må og skal starte med århusianske og danske folkeskoler, der uden undtagelser er gratis og tillige yderst transparente om, hvorledes deres praksis omfavner mangfoldigheden af skolens elever og forældre i henhold til den lov, der binder dem. Men behovet for korrektiver og præciseringer er legio.

Når skoler tier om absolut økonomisk frivillighed og grundlæggende ret til gratis deltagelse, bliver de til uetiske steder.