Thomas Medom, børnene kan ikke tage på lejrtur på en hensigtserklæring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Thomas Medom har ret. Folkeskolen skal være for alle, og et barns mulighed for at være med i fællesskabet må ikke afhænge af forældrenes pengepung.

Men det er et bemærkelsesværdigt indlæg, rådmanden for børn og unge har skrevet her i JP Aarhus den 27. oktober.

For Medom beskriver, hvordan skolerne er økonomisk pressede, hvordan lejrture nogle steder er blevet aflyst, og hvordan forældre kan føle sig nødsaget til at betale for at få deres børn med. Han lover at undersøge oplysningerne om store forældrebetalinger og fortsætte kampen for flere penge.

Men Thomas Medom er ikke en tilfældig debattør, der står uden for rådhuset og banker på døren. Han er rådmanden med ansvaret for området.

Derfor er det ikke nok at fortælle os, at problemet er ærgerligt. Vi har brug for at vide, hvad han vil gøre ved det.

En lejrtur er ikke en luksusferie for børnene. Den er en del af det liv, der opstår mellem dem, når skoledagen ser anderledes ud. Her kan barnet, der sjældent siger noget i klassen, finde sin plads. Her kan venskaber opstå på tværs af de grupper, der ellers hurtigt bliver faste. Og her oplever børn, at fællesskabet også findes uden for klasselokalet.

Det er netop den slags fællesskab, vi politikere holder så mange taler om.

Men fællesskabet bliver en hul frase, hvis en mor eller far sidder hjemme ved køkkenbordet og forsøger at regne ud, om der er råd til at betale for, at barnet kan komme med.

Og lad os være ærlige: En betaling behøver ikke være formelt obligatorisk for at føles som et krav.

Hvis beskeden fra skolen er, at turen kun kan blive til noget, hvis forældrene bidrager, hvem har så lyst til at være den, der siger nej? Hvem vil risikere, at hele klassen må blive hjemme, fordi familien ikke kan finde pengene?

Når en skole må bede forældrene om at redde turen, flytter man et politisk problem ind i familiens privatøkonomi. Det kan være nok til, at et nej føles umuligt.

Der er også brug for præcision i debatten.

En lejrskole, som er en del af undervisningen, skal kommunen betale for. Det gælder blandt andet transport, ophold og lærernes deltagelse. Kommunen kan dog kræve betaling for elevernes forplejning, beregnet under hensyn til det, familien normalt sparer ved ikke at have barnet hjemme. Reglerne for frivillige skolerejser er anderledes i henhold til Undervisningsministeriet.

Det er vigtigt at kende forskellen. Men for barnet kan oplevelsen være den samme: Klassen skal afsted, og der bliver talt om penge derhjemme.

Derfor bør ambitionen i Aarhus være større end at holde sig på den rigtige side af minimumsreglerne. Ingen børn skal presses ud af fællesskabet af økonomiske grunde. Og ingen forældre skal behøve at udstille deres økonomi for at sikre deres barn en plads.

Thomas Medom siger, at han vil undersøge oplysningerne om forældrebetaling. Det er rigtigt at gøre. Vi ved endnu ikke ud fra hans indlæg, hvor udbredt problemet er, eller hvordan de konkrete betalinger er blevet opkrævet. Men netop derfor bør undersøgelsen føre til klare svar – og til handling, hvis skoler eller familier er kommet i klemme.

Hvem betaler, når budgettet ikke slår til?

Jeg vil gerne stille rådmanden fire spørgsmål:

Vil du bede alle folkeskoler i Aarhus redegøre for, hvilke betalinger og bidrag forældrene bliver bedt om i forbindelse med lejrskoler og skolerejser – og offentliggøre resultatet?

Vil du sikre, at alle skoler og forældre får klare beskeder om reglerne, så frivillige bidrag aldrig bliver præsenteret som en forventning, den enkelte familie føler sig nødt til at indfri?

Vil du fremlægge en plan for, hvordan skolerne får råd til lejrskoler, uden at regningen sendes videre til forældrene eller betales med færre penge til den øvrige undervisning?

Og vil du undersøge, hvordan Aarhus også kan fjerne de økonomiske barrierer ved frivillige skolerejser og den forplejning, der lovligt kan opkræves betaling for?

Det sidste kræver politiske prioriteringer. Selvfølgelig gør det det. Det er netop derfor, vi har valgt politikere til byrådet.

Jeg ved godt, at kommunens penge ikke er uendelige, og at flere penge til én opgave kræver, at man finder dem et sted. Derfor må rådmanden lægge et forslag og en finansiering på bordet. Ellers er løftet om flere midler noget, alle kan skrive under på, uden at nogen ved, hvad det betyder for næste års lejrture.

Ansvaret er heller ikke rådmandens alene. Byrådet vedtager budgettet, og partierne må stå på mål for de rammer, de giver skolerne. Jeg vil gerne være med til at diskutere, hvor pengene skal findes. Men den diskussion begynder med, at vi holder op med at betragte forældrenes betaling som en praktisk løsning på skolernes økonomi.

Lærere og skoleledere skal ikke gøres til skurke, når de forsøger at give børnene en god oplevelse inden for et presset budget. Forældre, der gerne vil hjælpe, skal heller ikke skældes ud. Problemet opstår, når deres velvilje bliver det, der får en fælles opgave til at hænge sammen.

Thomas Medom kalder den gratis folkeskole afgørende for demokratiet. Det har han ret i.

Men hvis rådmanden mener det alvorligt, skal det kunne ses i skolernes budgetter og mærkes i familiernes hverdag.

Børnene kan ikke tage på lejrtur på en hensigtserklæring. Og forældrene kan ikke betale regningen med en tale om sammenhængskraft.