Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Borgerne i Aarhus fortjener en retfærdig og saglig sagsbehandling

Borgerinitiativ ønsker en uafhængig kommunal ombudsmand.

Ajâja HyttelIT-projektleder, Højbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Borger-Initiativet foreslår oprettelsen af en uafhængig kommunal ombudsmand – en instans, der skal sikre, at Aarhus Kommune behandler borgernes sager korrekt, gennemsigtigt og med respekt for lovgivningen.

Alt for ofte mødes borgere med svar som “vi vurderer” eller “vi skønner”, frem for klare, faktabaserede afgørelser, og hvori der henvises til hjemmel for samme. Gentagne fejl i sagsbehandlingen skaber frustration og svækker tilliden til kommunen. Når sager ender i Ankestyrelsen, Planklagenævnet eller hos Folketingets Ombudsmand, er det et tegn på, at noget er gået galt – og det koster både kommunen og borgerne dyrt, ikke kun økonomisk – men i lige så høj grad trivselsmæssigt.

Mørketallet – de sager vi ikke ser: Mange borgere har ikke ressourcer til at klage, og derfor bliver en stor del af fejl aldrig opdaget. På handicapområdet stadfæster Ankestyrelsen kun 64 procent af Aarhus Kommunes afgørelser – så i 36 procent skal afgørelser sagsbehandles igen. Det betyder, at der er betydelig plads til forbedring – og det er kun toppen af isbjerget.

Derfor har Aarhus brug for en kommunal ombudsmand:

Formålet med en ombudsmands institution er at formindske sagsbehandlingstiden og reducere antallet af sager, der bringes videre i klagesystemet.

En kommunal ombudsmand/-kvinde skal:

  • Være uafhængig af politikere og forvaltninger.
  • Kunne tage sager op efter eget skøn.
  • Kunne kritisere og henstille til genoptagelse af sager.
  • Vurdere om sager skal sendes videre til Ankestyrelsen eller andre instanser.
  • Sikre gennemsigtighed og tydeliggøre borgernes rettigheder.

Ombudsmanden skal styrke kvaliteten af sagsbehandlingen – især på socialområdet, byggesager og andre områder, hvor bureaukratiet halter. Der skal tilføres kompetente sagsbehandlere og jurister, og den viden, ombudsmanden opbygger, skal bruges aktivt til læring og forbedring.

Det er ikke godt nok at være “i den bedre halvdel”. Hver fejl er én for meget – og repræsenterer en borger eller familie, der potentielt er blevet svigtet. Aarhus skal ikke nøjes – vi skal være bedst, både på papiret og i praksis.

Med en kommunal ombudsmand kan vi skabe en mere retfærdig og effektiv sagsbehandling, hvor borgernes behov og rettigheder er i centrum. Det er en investering i ansvarlighed, tillid og en bedre fremtid for Aarhus.

Borger-Initiativet tror på, at en kommunal ombudsmand vil skabe en kulturændring – hvor politikere og embedsmænd får et sundt fokus på løbende forbedring og korrekt forvaltningspraksis.

Borger-Initiativet imødeser gerne en debat om en kommunal ombudsmand blandt læserne.