Ja tak til flere cykler i Aarhus - men vi skal tænke os om
Er det virkelig borgernes opgave at rydde op efter udbyderne og Aarhus Kommune, når der lejes cykler ud i byen?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De fleste af os har nok set dem rundt omkring i bybilledet: De orange og limegrønne udlejningscykler. Og du har sikkert også lagt mærke til, at der er kommet markant flere af dem i løbet af de seneste par måneder. Efter en årrække med DonkeyRepublic er både Lime og Bolt nu også kommet til.
Det er selvfølgelig positivt, at vi har flere cykler i Aarhus. Det betyder både sundere og grønnere transport, mere bevægelse, mere sved - og et nemt og hurtigere alternativ til bilen i midtbyen.
Men en stigning fra 900 udlejningscykler til 2.200 udlejningscykler er en stor forandring, som både kan mærkes og ses. Lige nu kan vi i Aarhus Kommune ikke selv bestemme, hvor mange cykler, der kommer ind i byen, eller hvordan cyklerne skal fordeles. Det har ført til en skævhed, hvor vi nu oplever en markant stigning i antallet af udlejningscykler, mens infrastrukturen for aflevering af cykler ikke har kunnet følge med.
Det har skabt billeder af cykler, der er stillet uhensigtsmæssigt på fortove, cykelstier eller foran indgange til stor frustration hos mange. Og det skaber ikke kun frustration. Det udgør også potentielt farlige situationer. Vi har allerede set eksempler, hvor efterladte cykler på cykelstier har bragt ulykker med sig.
Aarhus Kommune har forsøgt at afhjælpe problemet ved at indgå et samarbejde med udbyderne om, at borgerne kan indrapportere fejlplacerede cykler via BorgerTip-appen. Det er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning. Men er det virkelig borgernes opgave at rydde op efter udbyderne og Aarhus Kommune, når der lejes cykler ud i byen? Det mener jeg ikke.
Selvfølgelig burde de borgere, der bruger cyklerne, stille dem mere passende, men det er ikke det, som indlægget handler om. Når Aarhus Kommune faktisk anerkender, at der er et problem, burde svaret være at få stablet et bedre system på benene - ikke at lægge byrden over på aarhusianernes skuldre.
Ser vi mod København, har de f.eks. stillet krav om, at operatørerne anvender såkaldt geofencing-teknologi, der er en GPS-teknologi, som gør, at cyklerne kun kan afleveres nær et registreret cykelstativ. I Aarhus bør vi tage ved lære og etablere afgrænsede afleveringszoner, hvor der f.eks. kan være lignende cykelstativer. Det vil skabe struktur og forudsigelighed uden at gå på kompromis med fleksibiliteten ved de ellers praktiske udlejningscykler. For cyklen ér et fantastisk transportmiddel på alle parametre. Så lad os holde fast i at få flere cyklister ind i bybilledet – men samtidig stille krav til, at cyklerne implementeres på en måde, der ikke er til gene, og som giver mening for hele byen.
Pedal-power til folket!