Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Stop nu vanviddet på Vosnæs

Argumentet om energimiks er håbløst naivt og forsimplet.

Niels RasmussenIngeniør og medlem af Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kan du huske historien om kejseren, der er så optaget af sig selv og sine fine klæder, at han bliver narret af svindlere, der sælger ham usynlige klæder? En lille dreng råber en dag: »Han har jo ikke noget tøj på!« Men kejseren fortsætter ufortrødent sin tur igennem byen for ikke at tabe ansigt!

Forestillingen er i gang med at blive genopført i Aarhus i en helt ny fortolkning.

Aarhus Byråd med den afgåede borgmester Jacob Bundsgaard i spidsen (kejseren), der er besat af at blive ”klimaneutral” i 2030 og være foregangsmand i den ”grønne omstilling”.

En projektudvikler fra NRGi og en godsejer har fortalt byrådet og embedsmændene, at hvis man sætter tre 150 meter høje vindmøller op på Vosnæs, så vil Aarhus bidrage væsentligt til den grønne omstilling, ja man vil faktisk være foregangskommune i Danmark ved at sætte disse møller op i et hul ude ved kommunegrænsen, hvor der ikke engang bor mennesker.

Hele Danmark vil kigge mod Aarhus og sige: »Se – Aarhus kunne godt sætte store landvindmøller op i bevaringsværdig natur, hvor der endda ikke er ret meget vind.«

Byrådet synes, det lyder fantastisk, og næsten alle i byrådet foregiver at mene det samme. Selv embedsfolkene, der før har sagt, at Vosnæs ikke er egnet, synes nu, at det er en rigtig god idé.

Men en dag stiller en lille mand sig op ude ved Vosnæs og råber:

»Møllerne vil jo ikke producere en skid og har ingen betydning i det samlede energiregnskab og for klimaet.«

»Jo de har,« snerrer borgmesteren og hans byråd irriteret.

»De vil levere strøm til 12.000 husstande i Aarhus. De kommer til at levere 35 pct. af den vindproducerede strøm i kommunen, og det er meget vigtigt for at have det rigtige energimiks og producere strøm lokalt, også når solen ikke skinner.«

Den lille mand trækker vejret dybt og siger:

»Jeg er ked af at skuffe dig, kære borgmester, men de tal og argumenter, du nævner, har du fået udleveret af projektudvikleren, for at du og dit byråd skal blive imponeret og føle, det er meningsfyldt. Det forholder sig sådan, at der er 173.000 husstande i Aarhus Kommune, og de står for under 20 pct. af elforbruget. Faktisk vil de tre Vosnæsmøller ikke komme til at producere mere end 1 pct. af det samlede elforbrug i Aarhus Kommune i 2030 ifølge tal fra jeres egen klimaplan. Argumentet om energimiks, at når Solen ikke skinner, skal vi have energien fra vind, er håbløst naivt og forsimplet. Solcellerne i kommunen vil producere ca. 13 gange mere strøm end vindmøllerne, så lokal vindproduktion forslår som en skrædder i helvede. Derudover er lokalt produceret strøm i Vosnæs ikke forbeholdt aarhusianerne, som nogen har bildt dig ind. Det kommer ikke ud af stikkontakterne i Skødstrup! Elnettet er super komplekst og rækker længere ud end kommune og landegrænserne. Der er ganske enkelt ikke et sagligt argument for at trumfe de tre møller igennem, og I ødelægger værdier for dyr og mennesker i en uhørt skala.«

Her adskiller forestillingen sig lidt fra originalen. Og dog – for imens den lille mand fra Vosnæs har talt, har størstedelen af byrådet og deres embedsmænd stukket en pegefinger dybt ind i hvert øre og råbt til nogle forbipasserende journalister:

»Der er lige lidt friktion, der skal overvindes. Møllerne er meget vigtige for den grønne omstilling og for, at vi når vores mål. Vi er nødt til at gøre noget nu. NIMBY. De må leve med det.«

Byrådet og embedsmændene fortsatte ufortrødent processen, vel vidende at de ikke havde sagligt belæg for det.

Moralen i det oprindelige eventyr er, at kejseren er så optaget af sit image og sin magt, at han bliver blind for sandheden og konsekvenserne, og da det går op for ham, vil han ikke erkende det.

I dette tilfælde kaster Bundsgaard aben over på rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, som skal forsøge at holde kritikerne fra døren, hvilket han gør ved at stikke hovedet i jorden.

Men hvad er byrådets bagvedliggende motivation? Hvorfor dette maniske ønske om at få disse møller trumfet igennem på så tyndt et grundlag, koste hvad det vil? Havde kejseren virkelig så meget magt? Tror de selv på det, de siger?

For det første har kommunen ikke hånden på kogepladen. De skal ikke investere andet end løn til de kommuneplanlæggere, der skal få lokalplanen igennem systemet hurtigst mulig i et projekt, der ikke vedrører ret mange af Aarhus Kommunes vælgere. Så det er en gratis omgang at sige ja til dette projekt

Men der er ingen tvivl om, at Vosnæsprojektet med tre 150 meter høje Vestas-møller har dybe rødder ind i de aarhusianske energivirksomheder, som Bundsgaard ved flere lejligheder er blevet beskyldt for at særbehandle. Vestas, der gerne vil have et udstillingsvindue tæt på hovedkvarteret, og som sammen med bl.a. Green Power Denmark, NRGi og Andel har kørt en storstilet kampagne for ”Mere landvind” og brugt Vosnæs som eksempel på, at det godt kan betale sig at sætte møller op i lavvindsområder. Et lobbyarbejde, der under radaren også har medført tre lovændringer inden for det seneste år, og som har ryddet vejen for bl.a. hurtigere og nemmere lokalplansgodkendelser for landvindmøller i bevaringsværdige herregårdslandskaber!

Vestas, som igennem tiden ikke har holdt sig tilbage for at påvirke lovgivning med breve og møder med skiftende miljø- og energiministre, hvor bl.a. følgende er blevet sagt i et brev fra Ditlev Engel (ceo, Vestas, 2011) til miljøminister Karen Ellemann. » … Det danske marked for vindmøller er afsætningsmæssigt af mindre betydning for Vestas … Det danske marked har dog en række funktioner for Vestas, som vejer tungt forretningsmæssigt … Danmark har en rolle som foregangsland og som fuldskalalaboratorium for omstilling til vedvarende energi.«

Herefter fik vindmøller lov til at støje betydeligt mere end anden industri i Danmark.

Vestas indsatte i 2019 den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt i bestyrelsen, og måske var det medvirkende til, at Bundsgaard i 2020 sendte et par partisoldater afsted til Jyllands-Posten med det meget direkte opråb: »Vi skylder Vestas at opsætte møller i Aarhus«, og »Vestas mangler moderne møller at vise sine gæster i Aarhus, siger Socialdemokratiet«.

Det kan vel ikke siges mere direkte: symbolpolitik og vennetjeneste.

Projektudvikleren NRGi Renewables (Aarhus), der er 51 pct. ejet af NRGi a.m.b.a (Aarhus) og 49 pct. Sampension, som igen er 49 pct. ejet af bl.a. Aarhus Kommune og kommunernes forening KL, hvor Bundsgaard har været formand og næstformand. NRGi, som rundhåndet giver gaver til Aarhus Kommune, senest 500.000 kr. til belysning i Musikhusparken, og som har overtaget formandsposten i Go green with Aarhus. Her kan man vist med god grund tænke, om det er derfor, at projektet får særbehandling.

Så er der den øvrige gruppe af byrådspolitikere, primært fra venstrefløjen, der føler et ideologisk kald for at ”gøre noget nu, inden det er for sent”. En gruppe, der er totalt faktaresistent, og som den lokale VE-branche med stor fornøjelse ser propagandere blindt på sine vegne i byrådssalen.

Der er et radikalt medlem af Teknisk Udvalg, som viser sig at have endda meget tættet bånd til godsejeren på Vosnæs, hvilket resulterede i diverse komiske opslag på Facebook og lokale medier.

I sagen om havneudvidelsen blev Bundsgaard og en stor del af byrådet klædt af, og det sker også i denne sag, hvis ikke de lytter til den lille mand fra Vosnæs, naboerne, et samlet byråd i Syddjurs Kommune, samtlige lokalavisers ledere, samtlige distriktsråd i området og ikke mindst fakta og fornuften.

Stop nu dette vanvid på Vosnæs.