Sæt borgerne først – fra vilde processer til virkelige resultater
Byrådets borgerlige partier vil væk fra store projekter, der lever deres eget liv på rådhuset, og i stedet arbejde direkte med de mennesker og steder, hvor problemerne opstår – og kan løses.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter tre år med projektet ”De Vilde Problemer” er det tydeligt, at armbevægelserne har været store, mens resultaterne har været små. Det oprindelige mål – at tænke nyt og finde løsninger på komplekse samfundsudfordringer – var både vigtigt og rigtigt. Men i praksis er skattekronerne blevet brugt på konferencer, konsulenttimer og planer, der ikke har nået ud til aarhusianerne.
Det er på tide at tage næste skridt og sikre, at kommunens indsats sker dér, hvor effekten kan mærkes: Tæt på borgerne og i lokalområderne. Vi skal væk fra store projekter, der lever deres eget liv på rådhuset, og i stedet arbejde direkte med de mennesker og steder, hvor problemerne opstår – og kan løses.
”De Vilde Problemer” skal integreres i de afdelinger, der allerede har ansvaret og den borgernære viden. Det er her, vi kan forvandle gode intentioner til konkrete forandringer. Når afdelingerne selv får ejerskab over løsningerne, kan vi skabe handlinger, der rent faktisk gør en forskel – og som ikke bare ender i rapporter og powerpoint-præsentationer.
Vi har allerede set, hvad der virker. Projektet Opgang til Opgang har i Gellerup vist, hvordan man gennem målrettet arbejde kan hjælpe familier ud af langvarig ledighed og mistrivsel. Ved at tage udgangspunkt i den enkelte families situation – og med en praktisk indsats fra lokale medarbejdere – har man gjort en reel forskel.
Denne tilgang skal være udgangspunktet fremover. Mere tillid til skolerne, frisættelse af vores plejehjem og andre ideer, der har sit udgangspunkt fra dem, det handler om. Når vi flytter ressourcerne fra borgmesterkontoret og ud til dem, der arbejder tæt på både de yngste og ældste aarhusianere, får vi både en mere effektiv brug af skattekronerne og løsninger, som giver mening for den enkelte. Det skaber resultater – ikke kun på papiret, men i hverdagen.
Vi har lært meget af ”De Vilde Problemer”. Projektet har været en vigtig øvelse i at tænke nyt og udfordre det bestående. Men vi må også erkende, at vi ikke er lykkedes med at omsætte ideerne til mærkbare resultater for borgerne. Når intentionerne bliver hængende i systemet, taber vi både tid, penge – og vigtigst af alt – tilliden fra dem, vi er her for at hjælpe.
Vi har et ansvar for at sikre, at Aarhus Kommune sætter borgerne først. Lad os rykke arbejdet ud, hvor det hører hjemme - tæt på borgerne.