Nuancerne omkring Kongelunden og Aarhus Stadion
Kongelunden bliver et projekt, der på mange måder vil løfte byen på flere niveauer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den lokale debat har hersket, efter at Kongelunden meddelte, at projektet, primært på grund af de konstaterede jordbundsforhold, er blevet 248 mio. kr. dyrere.
»Det er AGFs stadion, de skal selv betale, de mange kommunale penge til stadion burde bruges på andre områder i kommunen etc,« har det bl.a. lydt.
Det nye stadion kommer til at hedde Aarhus Stadion. Det er Aarhus Kommunes stadion, men AGF lejer sig ind på det. Den årlige leje AGF skal betale til kommunen er i første omgang sat til lidt over 7 mio kr., og kan blive højere, efter Ankestyrelsen ikke umiddelbart ville godkende den fastsatte leje. AGF bidrager i øvrigt med 100 mio. kr. til bl.a. konference og VIP-faciliteter på det nye Aarhus Stadion. Så AGF kommer ikke “gratis” til det nye stadion, hverken nu eller i fremtiden.
Selve projektet omkring Kongelunden handler ikke kun om et nyt stadion. Det er et projekt, der indebærer, at Aarhus får “Sportens Hus ”, som kommer til at huse en række spændende tiltag og funktioner til gavn for elite- og breddeidrætsudøvere. I sammenhæng hermed bygges der et nyt moderne atletikstadion samt cykel- og multihal i Kongelunden.
Foreninger, private arrangører m.fl. vil kunne leje Aarhus Stadion eller nogle af de tilhørende bygninger i Kongelunden af kommunen til f.eks. koncerter, sportslige arrangementer og andre events.
Det bliver således et projekt, der på mange måder vil løfte byen på flere niveauer: Topmoderne multihal, atletik- og fodboldstadion, nye forbedrede faciliteter til mange forskellige idrætsudøvere, mulighed for at afholde store koncerter, som ellers ikke ville have været mulige, en aftale med DBU om at de også vil benytte Aarhus Stadion til venskabskampe for landsholdet og U-landsholdskampe, samt ikke mindst væsentlig forbedrede forhold for tilskuere og dermed øgede tilstrømning af publikum til cykling, atletik, fodbold, koncerter, øvrige events.
Det er også værd at bemærke, at Aarhus vil få stor omtale og medieeksponering som værtsby for mange nye arrangementer, som følge af de faciliteter, der bliver tilgængelige i Kongelunden. Der vil også være afledte positive effekter af disse arrangementer for byens erhvervsliv indenfor f.eks. hotel- og restaurationsbranchen samt andre turistrelaterede sektorer i kommunen.
Da Musikhuset i sin tid blev foreslået bygget, var der også lokal modstand mod dette med samme argumenter som dem, der høres mod projektet Kongelunden. Men ingen ville jo i dag undvære Musikhuset.
Jeg vil gerne rose alle partierne bag projektet i Kongelunden for at tænke visionært, for at ville skabe noget, der vil have en stor positiv indflydelse i de næste mange årtier for byen, byens borgere, erhvervslivet og aktive idrætsudøvere. En stor del af finansieringen af byggeriet kommer ikke fra kommunens midler, men fra Salling Fondene og Lind Invest. De fortjener også stor anerkendelse for at have været med til at skabe det flotte projekt, som Kongelunden bliver.