Vindmøller må gerne være i min baghave
Jeg hører, mange klager over ikke at blive hørt. Men jeg oplever, at der lyttes rigtig meget til klagerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Stort set alle er enige om, at vi skal gøre noget alvorligt for at bringe CO2-udledningen markant ned. Stort set alle er enige om, at vedvarende energi spiller en central rolle heri. Stort set alle er enige om, at strøm skal produceres tæt på de steder, hvor forbruget er.
Men så snart der kommer konkrete forslag til opstilling af vindmøller og solcelleparker, ja så rejser der sig en storm af protester fra os, der kommer til at kunne se anlæggene. Alene det, at man kan se en vindmølle på fjern afstand, betyder åbenbart, at ens bolig falder i værdi, og ens livskvalitet forringes markant.
Jeg bor i en andelsboligforening, hvor Studstrupværket ses meget tydeligt. Vi lever med en udsigt til Studstrupværket og nyder meget at se på den smukke Kalø Vig, som vi kan se på begge sider af værket. På samme måde vil man kunne vælge at nyde synet af store vindmøller, som skaffer os energi, eller vælge at kikke ved siden af dem.
Jeg hører, mange klager over ikke at blive hørt. Men jeg oplever, at der lyttes rigtig meget til klagerne. Det er naturligvis ikke det samme, som at man gør alt det, som klagerne ønsker. Der er forskel på at blive hørt og få ret.
Ikke alle borgere i Løgten-Skødstrup er imod vindmøller ved Vosnæs. Modstanderne er naturligvis de flittigste til at markere deres synspunkter, de har jo en sag at kæmpe for. Og hvor mange af os andre gider blande os i debatten med risiko for at blive upopulære blandt dem, hvis stemmeleje allerede er skruet godt i vejret?
Rådmand Nicolaj Bangs zigzagkurs i forhold til trafikken på Vesterbro Torv har demonstreret meget tydeligt, at det – naturligt nok – altid er modstanderne, der råber op. Da biltrafikken blev indskrænket, rejste der sig en proteststorm. Og da rådmanden vendte på en tallerken og lovede at genåbne vejene, ja så rejste der sig en anden, meget større proteststorm.
Vi får vindmøller ved Vosnæs, det er der ingen tvivl om, efter forliget om den store klimastrategi blev indgået af et meget stort flertal i Aarhus Byråd. Er de planlagte tre placeringer de bedste? Måske, måske ikke. Placeringen er jo allerede blevet justeret en gang, og måske skal den fintunes endnu en gang. Her kan al den energi, som vindmøllemodstanderne har brugt mod projektet, bruges konstruktivt til glæde for alle parter.