Der er ingen grund til en unødvendig havneudvidelse
Aarhus-borgerne ønsker sig en velfungerende og driftig havn i et samspil med en smuk by med god kontakt til Aarhus Bugten, og det vandspejl som er en så vigtig del af byens identitet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Aarhus er en by med en utrolig smuk landskabelig placering. Byen opstod omkring åen med bosættelser i det lave område omkring åmundingen, beskyttet af højdedrag i baglandet med skovarealer nord og syd for byen. Gennem århundreder har den position været grundlaget for både byens og havnens funktionelle og kommercielle udvikling.
Den flotte topografi og vandet er vigtige elementer, som udfolder byens oplevelseskvaliteter og rekreative tilbud for byens borgere og gæster. Placeringen er en væsentlig årsag til byens attraktion, vækst og nuværende position som landets næststørste by. De karakteristika skal vi passe på.
Selvfølgelig ønsker vi en aktiv og velfungerende havn, som bringer gods til og fra Aarhus, men det er bemærkelsesværdigt, at hverken havnens administration eller Aarhus Kommune har bedt eksterne eksperter i havneplanlægning lave en detaljeret faglig vurdering af mulighederne for at optimere nuværende havnearealer til fremtidig forventet vækst.
Bemærkelsesværdigt især fordi det internationale firma Hamburg Port Consulting, som i mere end 45 år har bistået internationale havne med optimeringsprojekter, for kritikerne af yderhavns-projektet har lavet en analyse af, hvorledes den nuværende containerterminal kan optimeres til at kunne håndtere mere end havnens forventede vækst i de næste 30 år.
Aarhus Havn har som baggrund for ønsket om den store havneudvidelse vurderet behovet for plads til vækst fra nuværende 758.000 20-fods containere pr. år til 1.250.000 containere pr år. Hamburg Port Consulting sammenligner Aarhus med Container Terminal Tollerort i Hamburg.
Tollerort har en kapacitet på 2.200.000 containere pr. år på et opbevaringsareal på 70 Ha og en kajlængde på 1.450 m. Omregnes det til Aarhus Havns eksisterende areal og kajlængde, kunne Aarhus havn udvikles til en kapacitet på 1.570.000 containere pr. år uden den planlagte havneudvidelse.
Vi er glade for vores by – for dens kvaliteter, den landskabelige placering og den nære kontakt med og udsigt over bugten. Det er derfor glædeligt, at der er mulighed for en både økonomisk, miljømæssigt og landskabeligt meget bedre løsning end opfyld og asfaltering af bugten, dumpning af slam, som skader havets økosystemer, og i øvrigt udledning af store mængder CO2 i anlægsfasen.
Arkitektforeningen Østjylland ser frem til, at havnen og byens ansvarlige politikere vil passe på vores bys kvaliteter og samtidig forfølge byens ambitiøse klimamål. Der er ingen grund til en unødvendig havneudvidelse.