Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ingen vil sætte loft over, hvad den enkelte borger må koste samfundet

Poul Kopspensionist, Randers

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP Aarhus har man startet en debat ved at oplyse, at 611 personer får 1 mia. kr. i støtte til at opretholde et liv i hjemlige omgivelser.

Hvis man spørger, om borgerne synes, at man skal sætte loft over denne specialiserede støtte, svarer de fleste nej.

Kontakter man en skatteborger og fortæller, at der skal 10.500 skatteborgere til at støtte disse 611 personer i Aarhus, og midlerne er statslige, så tror jeg, at de fleste ville synes, at der skal prioriteres.

At arbejde året rundt og betale skat er disse 10.500 skatteyderes lod, og den enkelte forventer, at skattepengene anvendes fornuftigt.

Hvis man ville starte med at prioritere denne støtte og satte loft ved 500 mio. kr., så står man med et rådighedsbeløb på 500 mio. kr. Stadig et svimlende beløb. Man kunne, hvis man anvendte dem i ældreplejen, tilbyde rengøringshjælp til 38.000 pensionister hver 14. dag, eller man kunne ansætte 2.000 flere i børnehaver og vuggestuer. Det er, hvad jeg vil kalde, udvidet velfærd.

Når nu avisen rejser spørgsmålet, må det være et spørgsmål om rimelighed.

En kendt erhvervsmand sagde altid, når det drejede sig om penge: alternativer, alternativer og alternativer.