I dag kan man dumpe folkeskolen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I folkeskolen fik vi begge at vide, at afgangsprøverne i 9. klasse var til for, at vi kunne øve os i at gå til eksamen. Vi kunne prøve en eksamen uden konsekvenser for vores videre uddannelse. Man skulle gå op til prøven for at kunne starte på en ungdomsuddannelse, men det var fuldstændig ligegyldigt, om man fik 03 eller 00 i alle fag. I dag er det anderledes. I dag kan man få en så dårlig karakter, at man ikke kan gå videre til nogen ungdomsuddannelse og altså dermed i virkeligheden have dumpet folkeskolen.
Hvad gør man, hvis man dumper? I folkeskolen findes ingen reeksaminer. For nogle er det muligt at gå til optagelsesprøve. For andre er 10. klasse en mulighed. Men under alle omstændigheder er det et kæmpe slag i maven at dumpe folkeskolen.
Vi har aldrig haft den store debat, der resulterede i, at folkeskoleeleverne fik en afgangseksamen og kunne dumpes. Det kom snigende. Det startede med en kamp for at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, hvilket man af en eller anden grund troede, de ville blive, hvis det var sværere at komme ind. I 2013 indførte man derfor adgangskrav på karakteren 02 i dansk og matematik. Da kravet på erhvervsuddannelserne først var indført, fulgte det nærmest naturligt, at der også skulle være et på de gymnasiale uddannelser. I 2016 tog man det sidste skridt og lavede en ændring i folkeskoleloven, hvor ordet afgangseksamen blev skrevet ind i stedet for afgangsprøve. Og pludselig betød det, at man kunne dumpe folkeskolen.
Vi bør tage den debat. Det er en alt for stor omvæltning af folkeskolen til at lade det ske uden en større debat. Folkets skole skal være for alle. Hvis man dumper folkets skole, har folkeskolen ikke levet op til sit navn.
Ifølge folkeskoleloven har folkeskolen tre formål: Første formål er at give børnene lyst til læring og forberede dem på videre uddannelse. Andet mål er, at børnene skal udvikle erkendelse og fantasi og få tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Tredje mål er, at folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Hvis en elev dumper folkeskolen, kan folkeskolen åbenlyst ikke have levet op til sit formål for den elev, for så er eleven ikke forberedt på videre uddannelse.
Det er altså statens ansvar at lave en skole for alle, hvor vi uddanner alle børn til at blive demokratiske medborgere. En skole, som gør alle børn klar til videre uddannelse. En skole, som giver alle børn tillid og mulighed for at tage stilling og handle. Vi mener ikke, at folkeskolen lever op til folkeskoleloven, hvis den kan dumpes, og staten lever ikke op til sit ansvar over for børnene.
Før i tiden afspejlede prøverne den daglige undervisning. Man fik lov at vise, hvad man havde lært, og mulighed for at opdage, hvad man ikke havde forstået. Det store fokus på eksaminer og test har gjort, at det i dag nærmest er omvendt. Undervejs i skolen er der bundne fælles mål. Lærerne er bundet til at lave undervisning efter, hvad det faglige slutmål er, og derfor kommer undervisningen til at afspejle prøvernes indhold i stedet for omvendt. Fokus bliver nemt på det rent faglige, hvilket kan betyde, at der i den daglige undervisning bliver mindre plads til de andre to formål i folkeskolens formålsparagraf, som dækker den almene dannelse.
I år er afgangseksaminerne dog aflyst. Det er derfor elevernes standpunktskarakterer, der afgør, hvorvidt de kommer ind på en ungdomsuddannelse. Heldigvis for de mange håbefulde unge mennesker, viser tal fra Danmarks Statistik, at færre dumper i standpunktskaraktererne end til eksaminerne. Dermed kan flere i år komme ind på en erhvervsuddannelse, og færre vil få det ubehagelige stempel på dem, at de har dumpet folkeskolen. Det er dog langtfra nok. Vi bør have debatten om, hvorvidt man skal kunne dumpe folkeskolen, og stod det til os, var konklusionen på denne debat et klart nej.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.