En containerboplads vil være et bedre alternativ til villaplanerne ved Strandparken i Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For godt en uge siden kunne man i JP Aarhus læse, at den nye ejer af den for tiden meget omtalte matrikel på Rolighedsvej 16A i Risskov har stor veneration for det gamle bevaringsværdige hus tegnet af arkitekten Hack Kampmann. Det var glædelig og betryggende læsning for en gammel og pensioneret arkitekt, der lettere tilbagelænet har fulgt debatten om det ændringsforslag til den gældende lokalplan nr. 1113, som er blevet årsag til den megen virak. Ja, endda så meget, at jeg har rejst mig og har anskaffet det famøse ændringsforslag for lige selv at se det.

Og ak og ve, hvilken skuffelse og rystelse er det så ikke at se, hvor ringe man trods de fine ord agter såvel vor bygningskulturarv som vor sociale arv. Restaureringsforslaget til Kampmanns dejlige hus, der i øvrigt blev totalrenoveret for ganske få år siden, er fagligt ukvalificeret i såvel hovedgreb som i detaljer omkring døre, vinduer, skorstene og udvendige materialevalg etc., det er en ommer. Hvordan huset tænkes indrettet indvendig, vides ikke, men med en blændet hoveddør er der næppe taget hensyn til husets oprindelige struktur.

Helt galt går det dog, når man så kommer til forslagene til en tilbygning. Ikke fordi den valgte arkitektur kan siges at være ”forkert”, men fordi den på ingen måde er tilpasset den eksisterende arkitektur og mest optræder som en vildfaren ”Berlinmur”, uden den mindste harmoni med stedet, hverken i volumen eller stil. Tilbygningens udtryk er så, ovenikøbet, delvist gentaget i forslaget til den nye villa, tiltænkt den resterende og indtil videre ubebyggede del af matriklen. Et forslag, der uden den mindste ydmyghed trænger sig utilpasset ind et sted, hvor det ikke hører hjemme.

Den nye ejer, og ansøger om dispensation fra de gældende regler, har for så vidt nok gjort sit bedste for at skabe sit drømmehus på stedet. Den slags skal man naturligvis have respekt for, men det er altså ikke nok med gode hensigter, når et byggeri også skal tilgodese offentlighedens interesser, som her hvor det skal realiseres på et stykke jord, der hidtil har hørt til en offentlig park og af uransagelige veje er havnet på private hænder. Hvor har hus og grunde været sat til salg? Har der været et offentligt udbud? Prisen på godt 5 mio. kr. har da i hvert fald kun været en brøkdel af den almindelige markedspris for den slags byggegrunde, som nærmere ville være 2 gange 10 mio. kr.

Ikke nok med det. Oven i problemerne om valg af byggeri og et ugennemsigtigt handelsforløb foreligger der jo bare også en historisk baggrund på stedet, hvor det tidligere statshospital gennem tiderne har benyttet Kampmanns hus som bolig for personale og patienter og hermed altså har stået for en anvendelse i en gavnlig og social tjeneste, som man med lidt god vilje godt kan mene, at der nu bør være vundet hævd på. Ja, sikke en redelighed, og så kan man ikke engang rigtig klandre den nuværende ejer. Her må det være Aarhus Kommune, der må stå til regnskab for, hvorfor sagen er kommet så langt, som den er. Kommunen har ganske vist, via den gældende lokalplan så sent som i 2018, på demokratisk vis fastlagt en fortsat anvendelse af Strandparken, som den har været al den tid, hvor undertegnede har boet i nabolaget, siden 1981, og det er naturligvis OK. Men hvad er det så lige, der sker her og nu? Hvorfor optræder kommunen på det nærmeste som en parthaver i et initiativ, der på ingen måder tilgodeser almenvellet på dette traditionsrige sted?

Det er for galt, så tillad mig derfor at gøre opmærksom på, at der er en mangfoldighed af offentlige og halvoffentlige formål, hvormed man i givet fald vil kunne udnytte stedets muligheder langt bedre og mere i overensstemmelse med stedets ånd end den foreslåede privatisering. Forudsætningen skal blot være, at i en offentlig park må man indrette sig med formål, der også vedkommer offentligheden. Det kunne være en børnehave, en brevdueklub, et domicil for en velgørende organisation, et fitnesscenter etc. eller min kæphest … en containerboplads bygget for og af unge og måske ligefrem som en del af ”Institut for (X) for Fremtiden”, som er et noget trængt projekt for unge iværksættere inde på og omkring grunden, hvor den nye arkitektskole opføres på de gamle godsbanearealer i midtbyen.

Med et projekt af denne karakter vil man på én gang kunne frede og bruge Kampmann-huset, som det er, indrettet som intern servicebase, og med de dynamisk flytbare containerboliger og gerne værksteder på terrænet vil Risskov samtidig få et vartegn og en udsigtspost direkte til Fremtiden.

Det er da ikke så ringe endda … og det ville jeg tage hatten af for.