Frihed til at vælge gymnasium?
Beslutningen om at begrænse kapaciteten på bl.a. Aarhus Katedralskole og Marselisborg Gymnasium skal nu evalueres.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sidste år ved denne tid var jeg med til at beslutte Region Midtjyllands indstilling om at begrænse kapaciteten på en række østjyske gymnasier – blandt andet Aarhus Katedralskole og Marselisborg Gymnasium i Aarhus. Det var en ophedet debat, hvor nogle mente, vi skulle begrænse kapaciteten endnu mere, mens andre mente, vi slet ikke skulle begrænse kapaciteten.
Vi besluttede dengang, at vi skulle evaluere beslutningen efter et år, og det ene år er som sagt nu ved at være gået. Dermed skal jeg, sammen med resten af regionsrådet, snart til at tage stilling til, hvor mange elever de enkelte gymnasier skal tillades at optage. Det bliver givetvis også i år en debat med mange forskellige holdninger.
Vi skal sikre, at vi har bæredygtige gymnasier så mange steder som muligt.
Sidste år havde undervisningsministeren stillet et “krav” til Region Midtjylland om at reducere kapaciteten som betingelse for at godkende fusionen mellem Langkaer Gymnasium og Aarhus Tech. Den fusion er nu gennemført, og den er dermed ikke længere et hensyn, der spiller ind på beslutningen om kapacitetslofter.
For at sikre et godt grundlag for vores beslutning har jeg stillet regionens administration en række spørgsmål om konsekvenserne af sidste års kapacitetslofter. Dem glæder jeg mig til at få svar på, så vi kan se, hvad vores beslutning konkret medførte. Derudover håber jeg, at vi også kan få en god offentlig debat om emnet.
Personligt vil jeg som udgangspunkt gerne undgå at begrænse den enkelte elevs frihed til at vælge gymnasium, men jeg er også opmærksom på, at der kan være gode grunde til at gøre det i nogle tilfælde. Jeg mener, vi skal sikre, at vi har bæredygtige gymnasier så mange steder som muligt, og kapacitetslofter kan måske være med til at sikre dette. Jeg glæder mig derfor til debatten og håber, at vi sammen kan sikre en god fremtid for gymnasierne i regionen.