Fortsæt til indhold
Debatindlæg

K: Fokus på børn, ældre og udsatte

Det er i de forestående budgetforhandlinger stærkt nødvendigt at fokusere på kernevelfærden og hjælpen til de svageste.

Thomas Cordtzbyrådsmedlem, medlem af økonomiudvalget, Det Konservative Folkeparti i Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De forventede besparelser i Skanderborg Kommune er hen over sommeren skrumpet fra omkring 50 mio. kr. til ca. 20 mio. kr. Det er selvfølgelig godt nyt og betyder måske, at store dele af handlekataloget med spareforslag for 100 mio. kr. kan vise sig overflødige.

Alligevel kan det ærgre, at det forrige byråd ved sidste budgetlægning ikke udviste mere mådeholdenhed og vilje til at prioritere i stedet for blot at øge driftsudgifterne. Man kunne f.eks. have lettet skatterne, som i 2009 under en Venstre-borgmester blev hævet, mod løfter om at sætte dem ned igen, når der var overskud til det. Det venter vi i øvrigt stadig på.

Men 2017 var valgår, og der var penge at bruge af. Så et enigt byråd – Det Konservative Folkeparti dog undtaget – valgte at åbne op for sækken og vedtog det, der noget kækt blev kaldt det bedste budget i 20 år med store løft på drifts- og anlægsbudgettet.

De forhåndenværende røde tal, vi nu sidder med, og udsigten til besparelser, må betegnes som en kold afvaskning. Og det bliver en vanskelig opgave at forklare borgerne, at de løfter, der blev stillet dem i udsigt med budget 18, nu risikerer at blive rullet tilbage.

Fokus på kernevelfærd

Specielt ældreområdet, psykiatri- og handicapområdet, udgifterne til børnepasning og sundhedsudgifterne driver kommunens udgifter i vejret. At man ikke så det allerede sidste år, hvor den demografiske udvikling var evident for alle, kan kun undre. Det er på ingen måde nyt, at vi bliver flere ældre, at plejen bliver dyrere, at der som følge af øget bosætning og et højt fødselstal kommer flere børn til kommunen, og at ældre- og handicapområdet har manglet penge. Sidstnævnte område manglede også penge sidste år, hvilket vi gjorde opmærksom på ved flere lejligheder i Det Konservative Folkeparti.

Det er i de forestående budgetforhandlinger derfor stærkt nødvendigt at fokusere på kernevelfærden og hjælpen til de svageste, og hele tiden skarpt sondre mellem, hvad der er og bør være en kommunal opgave, og hvad der skal overlades til private initiativer.

I Det Konservative Folkeparti er vi klar til dette og til at give den en skalle og få rettet op på økonomien. Vores første og vigtigste prioriteter er som altid at sikre de bedst mulige vilkår for børn, ældre og udsatte og samtidig sikre en kommune i økonomisk balance.

Det sidste bliver dog ikke let. For med den smørrebrødsseddel af ønsker om merforbrug, som flere partier og de enkelte fagudvalg er kommet med, spår jeg hårde forhandlinger. Men netop fordi situationen kræver det, skal herfra lyde en opfordring: Parkér ønskerne om nye velfærdsprojekter, og lad os fokusere på at sikre fortsat god service og pleje af vores børn, ældre og udsatte.