Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvor er ambitionerne om det rummelige arbejdsmarked?

Ole V. Christiansen, formand LO Aarhus | Mikkel Munk-Hartge, sekretariatsleder hos Projektsekretariatet ApS

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I starten af april afleverede udvalget for forenkling af erhvervsfremmesystemet deres anbefalinger til erhvervsminister Brian Mikkelsen. I anbefalingerne er regionerne skrevet ud af ligningen i forhold til EU’s strukturfonde. Herunder også socialfonden. Det mener vi, er en stor fejl.

Emnet kan virke en smule teknisk og uigennemskueligt. Men essensen er, at udvalget anbefaler at centralisere ”kræfterne” i færre landsdækkende klynger. Og dermed nedlægge de seks regionale vækstfora. Vi er bange for, at det vil have fatale konsekvenser. Og vi frygter, at flere gode initiativer vil gå tabt. Det regionale arbejde er vigtigt.

Erhvervsfremme har nemlig et socialt perspektiv, der ikke må glemmes. Erhvervsfremme er ikke kun ”hårde” vækstinitiativer, bistand til at udvikle produkter og rådgivning til at drive en virksomhed mere effektivt. Erhvervsfremme er også at kæmpe for et rummeligt arbejdsmarked. Så vi på den måde sikrer god og effektiv arbejdskraft til virksomhederne. Og hjælper vores sårbare borgere. Det har vi en forpligtelse til.

Vi håber, at Folketingets partier husker vigtigheden af de lokale og regionale erhvervsfremmeindsatser.

Hos projektsekretariatet i LO Aarhus faciliterer vi eksempelvis projektet Rummelig imidt, hvor vi arbejder på at udvikle nye metoder, der får mennesker på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i job. Dette er også et eksempel på erhvervsfremme. Ved at hjælpe borgere med andre udfordringer end blot ledighed på arbejdsmarkedet bidrager vi også til Danmarks vækst. Og vi udgør en værdi for arbejdsmarkedet.

Rummelig imidt er et eksempel på et projekt, der netop er støttet af socialfonden.

Den regionale indsats er vigtig. Vi vil advare mod at centralisere den decentrale indsats i så stort et omfang, der lægges op til. Statslige embedsmænd i København er ikke nødvendigvis de rette til at bestemme, hvilke initiativer der skaber vækst og er relevante for de forskellige dele af Danmark. Dertil har de regionale vækstfora, vi har i dag, et uovertruffent overblik. Hvorfor skal vi ødelægge dette?

I Rummelig imidt har vi sammen med Region Midtjylland og Aarhus Kommune eksempelvis en dagsorden om at få nye målgrupper ind på arbejdsmarkedet. P.t. drejer det sig om psykisk sårbare borgere samt krigsveteraner. Projektet er lokalt funderet, hvilket er alfa og omega.

Vi er bekymrede for, at hvis vi centraliserer erhvervsfremmesystemet på den måde, der er lagt op til, så vil mange af de lokale og regionale initiativer blive smidt ud med badevandet. Det har vi ikke råd til som samfund. Det vil gå ud over virksomhederne, arbejdsmarkedet og i sidste ende borgerne.

Forhandlingerne om fremtidens erhvervsfremmeindsats er i disse dage i gang. Vi håber, at Folketingets partier husker vigtigheden af de lokale og regionale erhvervsfremmeindsatser. Og at man ikke sylter indsatserne, der arbejder for et rummeligt arbejdsmarked.