Skal den eneste aarhusianske virksomhed med fokus på iværksættere lukke?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden 1998 har innovationsmiljøet Capnova A/S (tidligere Østjysk Innovation) med investeringer af risikovillig statslig og privat kapital været med til at sætte gang i en lang række nye, højteknologiske virksomheder i og uden for Aarhus. Der er både tale om virksomheder, som baserer sig på forskning fra Aarhus Universitet og Universitetshospitalet, og virksomheder, som udspringer af iværksættermiljøet lokalt.
Tilstedeværelsen som investor i Aarhus har været afgørende for at spotte de nye virksomheders potentiale og hjælpe dem på vej med investering og rådgivning i den første tidlige fase. Ingen andre investorer, bortset fra Business Angels, er til stede i Aarhus. Den statslige Vækstfonden og alle ventureselskaberne holder til i København, og som bekendt er der længere fra hovedstaden til Aarhus end omvendt. Men nu foreslår et såkaldt Forenklingsudvalg, at de fire regionale innovationsmiljøerne, heriblandt Capnova, lukkes og erstattes af netop Vækstfonden.
Virksomhederne Action Pharma og Borean Pharma, som begge blev solgt til udenlandske lægemiddelvirksomheder, den finansielle kreditvirksomhed ViaBill, spilvirksomheden Sybo Games med verdens mest downloade spil, Subway Surfers, og energivirksomheden Vindstød er eksempler på virksomheder, som kom i gang i kraft af den første investering fra Capnova. Den geografiske nærhed og det stærke lokale engagement var afgørende for succeserne.
Omkring 80 pct. af investeringskronerne kommer fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, mens resten kommer fra Capnovas private midler – bl.a. fra aktionærerne Jyske Bank, Incuba Invest og Aarhus Universitets Forskningsfond.
De statslige penge under innovationsmiljøordningen er en god forretning for samfundet, fordi de investeres i den helt tidlige fase for at få iværksættere med udviklingstunge forretningsidéer til at tage springet og starte en ny virksomhed. I den fase er risikoen som regel for stor for private investorer, men for samfundet er det en god forretning, fordi der herved bliver skabt nye vækstvirksomheder, som ellers – for mere end 75 pct. af vedkommende – ikke havde set dagens lys. Investeringer gør ikke kun direkte gavn hos virksomhederne, men har en hel række afledte samfundsmæssige gevinster – skatter fra de bedste virksomheder og deres medarbejdere, eksportindtægter og nye produkter, f.eks. ny velfærdsteknologi.
En yderligere koncentration og monopolisering af den statslige investeringsindsats gennem den 100 pct. offentlige Vækstfonden på bekostning af private innovationsmiljøer som Capnova, der er til stede, hvor iværksætterne er, vil være et tilbageslag for iværksætterne uden for Valby Bakke. Hidtil har iværksætterne kunnet vælge mellem det af innovationsmiljøerne, der passer bedst til deres aktivitet – fremover er der ifølge forslaget ikke noget valg. Forenkling eller bare alt for enkelt og forringelse?
Det er et klart tilbageskridt for kapitalhungrende iværksættere i Aarhus-området. Lokale politikere i kommunen og regionen har tilsyneladende primært øje for Forenklingsudvalgets forslag med hensyn til erhvervsfremme på disse to områder. Hvis I, kære politikere, ikke får øjnene op, så risikerer I, at al investeringsaktivitet monopoliseres i København.