Fortsæt til indhold
Debat

En folkeskole for alle børn

Rigtig mange børn trives godt i folkeskolen i Aarhus, men der er plads til forbedring.

Eva Borchorst MejnertzFolkeskoleordfører og forkvinde for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Socialdemokratiet

Når vi sammenligner os med andre kommuner, så klarer vi os godt i Aarhus i forhold til afgangsprøverne. Når vi ser på, hvor mange elever med særlige behov der trives godt og udvikler sig i almenklasserne i vores folkeskoler, så er det heller ikke alarmerende i sammenligning med andre kommuner. Men her er der plads til forbedring.

I Socialdemokratiet i Aarhus er vi optagede af, at vores folkeskole er for alle. Det er derfor vigtigt for os, at børn med særlige behov, handicap, udfordringer derhjemme eller stor udsathed trives og udvikler sig i folkeskolen. Vi bliver bekymrede, når vi hører om børn, der ikke kan rummes, eller som mistrives i deres klasse i folkeskolen. For folkeskolen er et mangfoldigt fællesskab, hvor alle børn skal udvikle sig og lære sammen med andre børn, der ikke nødvendigvis har samme baggrund eller vilkår som dem selv.

En blandet skole er en stor styrke for alle børn, fordi man udvikler forståelse for, empati og solidaritet med hinanden. Man lærer at tænke på andre end sig selv og bliver beriget af den mangfoldighed af børn og voksne, der er en del af livet. Man bliver venner med andre børn, der giver nye perspektiver på verden.

Derfor arbejder vi hårdt for at styrke trivslen for alle børn i folkeskolen og på at styrke tidligere og forebyggende indsatser, herunder når der er behov for særlig hjælp eller psykiatrisk udredning. Vi mener ikke, at behov for udredning af et barn må stå i vejen for at hjælpe barnet der, hvor barnet er. Børn skal ikke mistrives og stå uden for fællesskabet pga. ventetider i PPR. Derfor arbejder vi for at styrke det praksisnære samarbejde og for, at pædagogisk psykologisk rådgivning skal helt tæt på børnene og deres voksne i dagtilbud og folkeskole. Det er fællesskabets opgave at sikre, at alle børn befinder sig godt.

I det nylige budgetforlig er vi derfor særligt glade for at have skabt bedre rammer for de børn, der har det sværest i skolen. Det er en vigtig prioritering for os, og vi er glade for det brede flertal, vi har opnået. Aftalen afsætter hele 560 mio. kr. til folkeskolen og igangsætter en omlægning af PPR’s arbejde, så der fokuseres mere på det praksisnære arbejde i dagtilbud og folkeskoler. Dette styrker det forebyggende arbejde og nedbringer ventetiderne for de børn, der har brug for psykiatrisk udredning.

Det er fantastisk nyt for børnene og deres familier, og vi ser det som helt afgørende for fremtiden.