Fortsæt til indhold
Debat

Den aarhusianske forbindelse

Den lokale forankring og opbakning og det lokale ejerskab bliver afgørende for AGF i en ledelsesmæssigt og økonomisk udfordrende tid.

Det skal egentlig ikke handle om mig og så alligevel …

Jeg blev født på Stiftelsen søndag den 20. september 1953. Fædre måtte ikke være med til fødsler i Aarhus, så min var, naturligvis, til fodbold på Aarhus Stadion, og min morfar til væddeløb på travbanen. Man kan sige, at den aarhusianske forbindelse, symbiosen mellem byen Aarhus og byens hold, AGF, for mit vedkommende blev skabt allerede ved fødslen.

For mig personligt har forbindelsen til Aarhus været central for mit liv; vokset op med håndbold og fodbold i Brabrand, skolegang på Engdalsskolen, student fra Aarhus Statsgymnasium og cand.merc. fra Handelshøjskolen. Jeg er stolt af at være indfødt aarhusianer, og de 28 år, som mit arbejdsliv trak mig væk fra byen, har, siden jeg flyttede tilbage i 2010, kun bekræftet mig i, at der er grund til at være stolt af Aarhus.

Det var en virkelig god oplevelse at komme tilbage til Aarhus. Der er sket så utroligt meget i byen, fra jeg var barn og ung i Aarhus. Lad mig bare nævne: åbning af åen, musikhuset, Aros, Moesgaard, Arenaen, Aarhus Ø.

Aarhus er med rette udråbt af det britiske institut Institute for Quality of Life som verdens lykkeligste by. Det kan jeg tilslutte mig – vi er en lille storby med alt, hvad vi har brug for. Vidunderlig beliggenhed ved skov og strand, et blomstrende uddannelsesmiljø, masser af stærke virksomheder, der skaber gode job og sikrer nødvendig vækst og udvikling i regionen, et rigt kulturliv, masser af lækre spisesteder og caféer i alle prisklasser.

Jeg er virkelig glad for at se den udvikling, der har været i byen de seneste 50 år – o.k., byfornyelse, infrastruktur og arkitektur vil altid være genstand for en levende debat, og tak for det, men jeg glæder mig over den driftighed, politikere, erhvervsliv og entreprenører har investeret i Aarhus, som efter min mening på alle måder er blevet en mere spændende og interessant by i stadig og konstant bevægelse.

Så jo – jeg er stolt af at være aarhusianer og af min forbindelse til byen.

For AGF er forbindelsen til Aarhus ikke bare central, den er vores egentlige eksistensberettigelse, og derfor går ”stolthed” også igen som ”Stolte af Aarhus” i AGF’s værdigrundlag.

Den lokale forankring med vores træningsanlæg og akademi på Fredensvang, den lokale opbakning fra vores fans, sponsorer og andre interessenter samt ikke mindst det lokale ejerskab bliver helt centralt for AGF, når vi nu ser ind i en udfordrende tid ledelsesmæssigt og økonomisk som følge af de logistiske, praktiske og omkostningstunge udfordringer med nyt stadion og midlertidig hjemmebane i Vejlby.

Her ser jeg det som en afgørende styrke for AGF, at vi har 10.000 primært lokale aktionærer, og at vores hovedaktionærer alle har en tilknytning til Aarhus – jeg har tidligere sagt, at det lokale ejerskab ikke er en forhindring, men en forudsætning for AGF’s succes. Det står jeg ved – det er klart, at vi som børsnoteret aktieselskab er til salg hver dag på fondsbørsen, det forbehold må man nødvendigvis tage, men jeg ser gerne AGF forankret i lokalt ejerskab mange år frem.

Det er lykkedes os at udvikle både forretningen og vores sportslige resultater uden trecifrede udenlandske millionbeløb – vi arbejder ud fra en filosofi om, at vi skal tjene pengene selv, og skridt for skridt har vi bevæget os i den rigtige retning.

Og når vi som nu snart skal være gæster i nordbyen, når vi spiller hjemmekampe i Vejlby fra 2025 – er det først og fremmest vigtigt for os, at vi er gode gæster, og vi vil gøre os umage med, at vores midlertidige besøg i Vejlby bliver et godt og givtigt et af slagsen for de lokale. For AGF er det en mulighed for også at omfavne nordbyen endnu mere.

I sådan en øvelse, hvor vi flytter så stor en operation som en superligakamp til et nyt sted i byen, er AGF’s relation til Aarhus og aarhusianerne, det lokale ejerskab, og at AGF tager ansvar i byen afgørende for, at vi troværdigt kan bede om opbakning og sige, at AGF skal være noget for alle aarhusianere.

Målet med det hele er jo at vende tilbage til Stadion Allé og spille på et nyt stadion – et ikonisk vartegn for Aarhus, der er blevet til ikke mindst på grund af lokale donatorer.

Så selv om det ikke skal handle om mig, vil det personligt været et stort øjeblik at sidde samme sted, som min far gjorde, da jeg blev født, og se den første kamp på det nye stadion. Den aarhusianske forbindelse.