Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Letbane kan risikere at stå uden direktør i to måneder

Ansættelse af en ny letbanedirektør ventes først klar i december med realistisk jobstart i februar eller marts, og det kan betyde to måneder uden direktør. Hvis godkendelserne som ventet falder på plads i denne uge, kan letbanen åbne i næste uge.

Hvis man går med en drøm om at blive ny direktør for Aarhus Letbane efter nytår, så er det tog formentlig allerede kørt.

Det er ikke bare sådan lige at ansætte en ny direktør.
Johnny B. Hansen, formand for Aarhus Letbane

Den nuværende direktør for Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj, stopper 1. januar, når han skal tilbage til København som direktør for Rejsekortet A/S, og det jobskifte blev annonceret i juli. Siden har processen med at finde en ny direktør været i gang, men ifølge den aktuelle tidsplan kan letbaneselskabet risikere at stå uden direktør i januar og februar.

Det oplyser bestyrelsesformand Johnny B. Hansen:

»Processen er i gang, og vi regner med at præsentere en ny direktør omkring den 1. december. Vi håber, at den pågældende kan starte så hurtigt som muligt efter nytår, og det ideelle ville være 1. januar, men det realistiske er nok 1. februar eller 1. marts. Vi har ikke taget stilling til, hvordan vi så klarer os i januar og februar, men vi har masser af dygtige medarbejdere, så vi skal nok finde en løsning,« siger formanden.

Ikke slået op

Direktørens afgang blev meldt ud allerede i juli. Hvorfor er I ikke klar med en direktør til 1. januar ?

»Det er ikke bare sådan lige at ansætte en ny direktør, og den her proces startede allerede i sommerferien,« lyder svaret fra bestyrelsesformanden.

Han oplyser desuden, at stillingen som direktør ikke har været opslået.

»Den slags stillinger skal ikke slås op, da vi er et selvstændigt selskab. Vi har et rekrutteringsfirma i gang med at finde de rette kandidater til os,« siger Johnny B. Hansen.

Som de foregående uger har Aarhus Letbane også udsendt en status mandag i denne uge, og den fortæller, at Trafikstyrelsen gennemgår dokumenter ugens tre første dage, og forventningen er – ifølge redegørelsen – at Keolis’ sikkerhedsledelsessystem derefter kan godkendes.

Derudover mangler godkendelse af de såkaldte tekniske regler, og her er forventningen også, at de vil være på plads i denne uge. Formanden vil dog ikke byde på en åbningsdato.

»Jeg tør ikke sige noget. Vi melder ikke noget ud, før vi har godkendelserne. Jeg kender ikke Trafikstyrelsens tidsplan, men jeg er sikker på, at de godkender det her så hurtigt som det er muligt,« siger Johnny B. Hansen.

Selskabet har tidligere oplyst, at når alle godkendelser er modtaget, forventes det efter aftale med ejerne, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, at idriftsættelsen vil ske med tre til syv dages varsel. Det betyder altså, at letbanen kan åbne i næste uge, hvis Trafikstyrelsens godkendelser falder på plads i denne uge.