Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus-rådmand efter Tvind-dokumentar: Folketinget bør tage sagen op

19 børn og unge er aktuelt anbragt på socialpædagogiske opholdssteder med tilknytning til Tvind i Aarhus.

De børn og unge, der i øjeblikket er anbragt på socialpædagogiske opholdssteder med tilknytning til Tvind skal ikke umiddelbart flyttes.

Sådan lyder det fra socialrådmand i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), efter avisen Kommunen og DR i den nye dokumentar ”Afsløret - Tvinds nye imperium” har sat fokus på, hvad der foregår på nogle af opholdsstederne. Han ser dog gerne, at kommunen finder alternative anbringelsessteder i fremtiden.

»Det er vigtigt for mig at pointere, at der er tale om godkendte opholdssteder, som der bliver ført tilsyn med. Forvaltningen afholder jævnligt børnesamtaler, og samlet set er det vurderingen, at de pågældende børn og unge trives og er i udvikling, der hvor de er placeret. Den aktuelle kritik giver derfor ikke umiddelbart anledning til, at vi flytter børnene og de unge,« siger han i en pressemeddelelse.

Mandag kunne Kommunen.dk fortælle, at Aarhus Kommune var den kommune, der brugte næstflest penge på Tvind i 2016 med 34 anbringelser af børn og unge - i alt 20.224.837 kr.

Aktuelt har kommunen 19 børn og unge anbragt på opholdssteder med tilknytning til Tvind, oplyser Thomas Medom. Han fortæller desuden, at han har sagt til sin forvaltning, at han »så vidt muligt« ønsker, at man finder alternativer til de Tvind-relaterede opholdssteder.

Han har også bedt forvaltningen om at udarbejde en redegørelse til byrådet om kommunens brug af opholdsstederne.

»Tvind-toppen har et regnskab, som den er flygtet fra. Der er noget, der tyder på, at imperiet stadig lever i bedste velgående. Det bekymrer mig og bør give anledning til politisk handling. Folketinget bør tage sagen op, så vi fremadrettet undgår, at skatteborgernes penge anvendes til at understøtte en lukket og sektlignende organisation, der benytter sig at tvivlsomme metoder for egen vindings skyld,« siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge DR anvender 67 af de danske kommuner de 37 af Socialtilsynet godkendte Tvind-tilknyttede opholdssteder, selvom Tvind er under mistanke for skattesvig og svindel. Børne- og socialminister Mai Mercado (K) sagde mandag til DR, at hun personligt ikke har noget til overs for Tvind, men at det står kommunerne frit for at bruge opholdsstederne, hvis de vurderer, det er det bedste tilbud for deres borgere.

Tvind blev grundlagt af Mogens Amdi Petersen i 1970 som bannerfører for en række skoler, der skullet tilbyde et alternativ til den eksisterende undervisning og samfundet med en række skoler, en rejsende højskole og ulandsprojekter.

I 2002 blev en straffesag indledt mod Mogens Amdi Petersen og syv andre, der var anklaget for underslæb og skattesvig i Tvinds humanitære fond. Samme år blev Amdi anholdt i USA og udleveret til Danmark.

Byretten frifandt i 2006 samtlige - undtagen Sten Byrner, der fik et års betinget fængsel. Anklagemyndigheden ankede frifindelsen for dem alle pånær to. Fem af dem, heriblandt Amdi Petersen, forlod landet. I 2014 bad de danske myndigheder Mexico om at udlevere Ambi Petersen i forbindelse med ankesagen, hvilket Mexico senere afviste.