Gammel telefoncentral agerer base for boligsøgende studerende
12.000 nye studerende finder ikke bolig på samme tid. Derfor må mange ty til alternativer i begyndelsen. Et af de alternativer er Hallo Hostel, hvor studerende kan booke på ugebasis.
Nye studerende fra ind- og udland strømmer i august og september til Aarhus, for at tage hul på kortere eller længere studieforløb. I alt forventes det, at 12.000 nye studerende flytter til byen, og det skaber et stort pres på boligmarkedet.
Derfor bliver mange nødt til at finde alternative muligheder under den første studietid. Netop af den årsag har Hallo Hostel tilbudt studerende, at man på ugebasis kan booke sig ind hos dem til en billigere pris end normalprisen.
»Man hører tit om studerende, som bor i campingvogne og lignende. Vi vil gerne tilbyde studerende et sted centralt i byen, hvor de kan vaske tøj, studere, og hvad de ellers måtte have brug for. Ved at tilbyde dem en uge ad gangen fungerer det optimalt som base til at lede efter noget mere permanent,« fortæller den 43-årige Klaus Eriksen.
Sammen med Samson Evar – tidligere medejer af Jacob’s BarBQ – står han bag Hallo Hostel, der åbnede i juni.
Klaus Eriksen fortæller, at der i gennemsnit har boet ca. 20 studerende hver uge, og i alt har omkring 100 studerende i kortere eller længere tid haft base på hostellet, som ligger i Jysk Telefon/TDC’s gamle telefoncentral i Fiskergade.
Snak i telefoncentralen
Hostellet er indrettet med gamle drejeskivetelefoner i de fleste vindueskarme. Der er også et enkelt gammelt telefonlokale, hvor en antik vægtelefon er placeret. Samtidig kan de studerende og andre gæster nyde 200 kvm tagterrasse midt i centrum.
Blandt de studerende, som har boet i den gamle telefoncentral, er de fire nordmænd Ruben Arntsen, Merete Myhrvold, Mathias Horne og Nirina Riise.
De har netop fundet en lejlighed sammen ude på Aarhus Ø, men har nydt at bruge hostellet som base. De fandt frem til muligheden via Facebook og blev tiltalt af idéen om, at man ikke skulle booke en længere periode samt stedets centrale placering.
»Det har været et godt sted at lære hinanden at kende. Især for mig, da jeg ikke kendte nogen af de tre andre på forhånd. Her har været mulighed for at falde i snak med alle mulige mennesker, og samtidig har man været tæt på det hele, så man ikke gik glip af noget i introforløbet,« siger Nirina Riise på 21 år. Hun regner med at bruge fem år på at læse psykologi i Aarhus.
Ikke en langsigtet løsning
Selv om prisen på 1.395 kr. for syv dage er mellem 15 og 20 pct. under normalprisen, er det ikke meningen, at studerende skal bo på hostellet i længere perioder.
»Vi har haft studerende, som boede her i op til en måned. Det er selvfølgelig klart, at de ikke skal bo her i et år, og derfor er prisen også relativt høj, i forhold til hvad man kan finde sit eget sted til. Der er et økonomisk incitament til at komme videre i boligjagten,« siger Klaus Eriksen.
Hos Studenterrådet ved Aarhus Universitet er man glad for, at de studerende kan finde muligheder i et svært marked.
»Der er pres på boligmarkedet, så folk bor mange forskellige steder. Vi mangler stadig studieboliger i byen, og en fjerdedel af de studerende bruger mere end 5.000 kr. på husleje om måneden. Det er næsten hele SU’en,« siger Emil Outzen, formand for Studenterrådet.
Det er svært at sætte tal på, hvor mange studerende, der må finde alternative boligløsninger. Et pejlemærke er antallet af boliggarantiansøgere ved Kollegiekontoret samt efterspørgslen på Studenterhus Aarhus’ midlertidige boliger i Startup Housing.
Samme niveau som i fjor
I 2016 søgte 4.140 om et boliggarantitilbud, og niveauet er det samme i år, fortæller direktør for Kollegiekontoret, Per Juulsen.
Det er selvfølgelig klart, at de ikke skal bo her i et årKlaus Eriksen, partner Hallo Hostel
»Ud af ca. 4.000 ansøgere til boliggarantien har omkring 600 takket ja til et tilbud. Vi mangler endnu at give et tilbud til ca. 300. Det er samme niveau som i fjor, hvilket var den højeste efterspørgsel, vi har oplevet.«
Samme toner lyder fra Studenterhus Aarhus, hvor studerende også på ugebasis kan booke værelser eller sengepladser i bl.a. skurvogne rundt om i byen.
»Vi oplever den samme efterspørgsel som i 2016, men mønsteret er anderledes i år. Normalt har vi haft udsolgt de første mange uger, hvorefter folk afbestiller, når de finder noget permanent. I år har folk i højere grad booket fra uge til uge,« siger Anne Thorø Nielsen, direktør for Studenterhus Aarhus.